Lyt til artiklen:

Danish Agro og Agreena indgår samarbejde om klimacertifikater

00:00
Hastighed: ???x
02:47

De to selskaber vil i fællesskab vil udbrede kendskabet til klimavenlige dyrkningsformer samt tilhørende mulighed for udstedelse af klimacertifikater hos landmænd.

Danish Agro er dedikeret til at hjælpe landmanden med den grønne omstilling. Landmænd kan f.eks. via ændret dyrkningspraksis optage CO2 i jorden. En sådan omlægning og grøn omstilling generelt kræver investeringer på bedriften, skriver Danish Agro i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Netop derfor ser Koncernchef i Danish Agro, Henning Haahr, spændende muligheder i aftalen.

- Mange kunder har opfordret os til at se nærmere på klimacertifikater, og i vores optik repræsenterer de en reel mulighed for den enkelte landmand til at finansiere den grønne omstilling, siger Henning Haahr og fortsætter:

- Agreena har udviklet en professionel platform til dataindsamling, verifikation og udstedelse af klimacertifikater. De har været en ansvarlig aktør i processen for at udvikle og styrke handel med klimacertifikater. Vi ser en stor potentiel værdi for landmænd og vil gerne udvikle mulighederne sammen med Agreena. En af de store styrker hos Agreena er, at landmanden er i fuld kontrol over, hvad han vil med sine certifikater. Han kan sælge dem, holde på dem eller bede Agreena om at sælge dem for sig. Det er den enkelte landmand, der bestemmer, og det er hos ham, værdien af klimaindsatsen lander, og det har været vigtigt for os, siger siger Henning Haahr.

Danmark og Baltikum

I første omgang er fokus på landmænd i Danmark og Baltikum, men det er planen, at samarbejdet skal bredes ud til hele Danish Agro koncernens forretningsområde.Ida Boesen, der er medstifter af og direktør i Agreena, ser frem til samarbejdet.

- Dette er starten på et langsigtet partnerskab og et stort skridt for dansk landbrug, som har potentiale til at være på forkant med den bæredygtige omstilling. Det repræsenterer vores lands private sektor, der arbejder sammen om at gå forrest og udbrede innovative klimaløsninger på markedet, siger hun og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I fællesskab muliggør Danish Agro og Agreena en omstilling for at give landmændene ekstra værdi i bedrifterne. Det kan få betydning for langsigtede klimainvesteringer samt fremtidig øget rentabilitet på grund af lavere brændstof- og arbejdsomkostninger, forbedret jordkvalitet, højere vandbindingsevne og næringsstofindhold samt øget biodiversitet, slutter hun.

Eventuelle kontrakter om klimacertifikatprogrammet vil blive indgået med Agreena, som er akkrediteret i henhold til den internationale standard ISO 14064. Selskabets certificeringsprogram og klimacertifikater er tredjepartskontrolleret af Det Norske Veritas (DNV).