Lyt til artiklen:

Kurverne på afregningspriser og råvarer stiger synkront

00:00
Hastighed: ???x
01:54

Formand for L&F Kvæg Christian Lund glæder sig på dagens kvægkongres over de stigende priser på erhvervets produkter, men anderkender også at de høje råvarerpriser presser fortjensten.

- Mange har dækket sig af et godt stykke ind i 2022 og har fornuftigt bytteforhold på deres produktion lige nu - men der er også nogle, der allerede er pressede af de høje råvarepriser. Vi ved også godt, at det hurtigt kan gå den anden vej. Så vi skal finde den fornuftige husmor-tilgang frem, sagde Christian Lund på kongressen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pr. 2. maj er acontoprisen afregningsprisen på 365,8 for konventionel mælk og 414,6 for økologiske mælk.

Formanden opfordrede kvægfolkene til at udnytte de gode afregningspriser lige nu til at afdrage på gælden og optimere robustheden til fremtiden.

- Vi skal lave investeringer, der forbedrer nulpunktet og afkastningsgraden. Så hold nu fast i positiviteten. Tro på det. Og ikke mindst - hjælp hinanden. Det bliver vi kun bedre af, sagde formanden.

rich-media-2
Kurverne er gået op siden år 2019, både på mælk og slagtekalve, men også på råvarer som sojaskrå og dieselolie. Illustration: L&F.

Ro og afklaring

Christian Lund opfordrede også de fremmødte til at tænke i strategiske baner og skrive planen ned til glæde for medarbejdere og samarbejdspartnere.

- Én af vejene til at sikre en bæredygtig udvikling hjemme på bedriften er at lave en strategi. Vi er jo ikke "bare" landmænd - vi er virksomhedsledere - og ligesom Egon, skal vi have en plan. Vi lever i en omskiftelig verden, og har du en strategi bliver det markant lettere at navigere. Udover at sætte kurs, så giver det simpelthen ro og afklaring. Den er vigtig at have for dig selv - men også over for din familie, dine medarbejdere og dine finansielle samarbejdspartnere, så alle går i samme retning, sagde Christian Lund.