Lyt til artiklen:

MI solgt til hollandske ZBG

00:00
Hastighed: ???x
02:41

Den nye ejer af MI er en hollandsk familieejet investeringsvirksomhed, der består af flere divisioner, som investerer indenfor både ejendomme, landbrug og teknologi. Hele koncernen har fokus på langsigtede investeringer.

Det er ZBG´s datterselskab - ZBG Agri - der køber MI. Datterselskabet er allerede etableret indenfor landbrugssektoren i flere lande og ejer bl.a. Mechan Group (www.mechangroep.nl ), som forhandler AGCO i Holland, Belgien og Italien. ZBG Agri´s køb af MI sker som et led i at etablere en større redskabsdivision i Europa, hvor MI vil være en strategisk trædesten ind på det skandinaviske marked, skriver MI i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For MI betyder opkøbet, at det generationsskifte der blev planlagt i 2017, da MI konverterede fra et AmbA til et A/S, nu er fuldt gennemført. MI får i ZBG en solid og kapitalstærk ejer, som har resurserne til at investere og ekspandere.

Salget byder ikke på de helt store forandringer. MI vil fortsat tilbyde maskiner, originale reservedele og support gennem det velkendte MI-forhandlernetværk i Danmark. Udover hovedmærkerne, Kuhn og Rauch indenfor landbrug, har MI bl.a. også mærkerne Ferris og Yanmar inden for havepark-området. MI har derudover også importen af et par mærker i Sverige som også videreføres.

Teamet i Vejle fortsætter

Hele teamet i Vejle fortsætter, hvilket har været en væsentlig faktor i handlen og er en af grundstenene i den videre forretning.

- Kombinationen af stærke forhandlere som vil MI, og gode og stærke leverandører som Kuhn, Rauch og Briggs & Stratton, tilsat nogle dygtige medarbejdere er en stærk cocktail og dermed en god og langsigtet investering for os, udtaler Jacco Vermeij, bestyrelsesmedlem i ZBG.

- For MI er ZBG det perfekte match, som giver os mulighed for at ekspandere og dermed forfølge den strategi vi har styret efter de sidste par år. siger Kristian Jakobsen, adm. direktør i MI.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- At være fokuseret og have nogle dedikerede medarbejdere, er nøglen til succes i markedet og jeg glæder mig sammen med hele teamet i Vejle til den fortsatte rejse med de muligheder, som det nye ejerskab giver, siger han.

Breevast International Holdings N.V. som investerer i og udvikler ejendomme primært i Holland / Belgien og USA har i samme forbindelse købt MI Ejendom A/S, som ejer bygningerne på Soldalen i Vejle, hvor MI holder til.

Ejerskiftet markeres med det sædvanlige åbent hus den 17. og 18. maj i forbindelse med Nutrifair i udstillingen på Soldalen 1.