Lyt til artiklen:

BL: Regeringen hjælper landbrugets klimaindsats - men pas nu på landbruget

00:00
Hastighed: ???x
02:07

Regeringen vil med sin nye CO2-plan satse på udbygning af biogasanlæg. Det er både godt for Danmarks energiforsyning og for landbrugets klimaregnskab.

Landbrugsproduktion udleder hovedsageligt to forskellige klimagasser: Metan og lattergas.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Metanudledning stammer primært fra køernes bøvser og fra alle husdyrs gødning. En meget stor del af denne gødning går i biogasanlæg. Denne andel skal øges med regeringens nye plan. Det er særdeles positivt.

25 procent af gasforbruget i Danmark er i øjeblikket baseret på biogas, langt hovedparten af råmaterialerne er husdyrgødning. Det betyder, at metanen fra husdyrgødningen udvindes i biogasanlæg, og udledningen minimeres. Samtidig erstattes fossil naturgas. Det fortrænger således Putins gas. Det giver en sikker klimagevinst. Denne gevinst kan øges betydeligt i de kommende år.

Samtidig arbejdes der intenst på at nedsætte metanen fra bøvser igennem avl og ved fodring. Husdyrproduktionen er hermed på rette klimavej.

Velafvandede marker

Regeringen kunne også hjælpe med at reducere landbrugets udledning af lattergas ved ikke at ville forsumpe store dele af Danmarks arealer. Lattergas stammer hovedsageligt fra dyrkning af jorden. Reduktion af lattergasudledningen hjælpes bedst ved velafvandede marker og ved at dyrke jorden efter reglerne i godt landmandskab. Forsumpning vil derimod give øget udledning (og mindre biodiversitet).

Metan er en kortlivet gas, mens både lattergas og metan har en diffus udledning. Det er svært at lægge afgifter på disse biologiske processer. Man kan bruge metan konstruktivt i gasproduktionen. Lattergasudledningen reduceres bedst ved effektiv fødevareproduktion, der opsamler CO2. Øget forskning og udvikling på de enkelte landbrug vil fremme denne spændende udvikling - og samtidig sikrer produktion af fødevarer og den ønskede biogas.