Lyt til artiklen:

Tilsætning i foder kan reducere metan med 30 procent

00:00
Hastighed: ???x
04:50

Arla og den hollandske ingredienskoncern Royal DSM er klar med et nyt omfattende pilotprojekt, hvor landmænd på tværs af tre europæiske lande skal teste brugen af det metan-reducerende fodertilsætningsstof på 10.000 malkekøer.

Global forskning og tidligere forsøg på gårde har påvist en reduktion i udledningen af metan på cirka 30 procent uden påvirkning af dyrevelfærden. Pilotprojektet er et bevis på virksomhedernes engagement i at skabe en bæredygtig fremtid for mejeriproduktion, skriver Arla i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udledning af drivhusgassen metan er en af mejeribranchens største klimaudfordringer. Køer er drøvtyggere, hvilket betyder, at de bøvser og udleder metan, når de fordøjer foder. I gennemsnit kommer omkring 40 procent af den samlede drivhusgasudledning fra Arlas gårde fra køernes fordøjelse af foder.

Arlas andelshavere er blandt de mest klimaeffektive mælkeproducenter i verden med en gennemsnitlig CO2e-emission på 1,15 kg pr. kg mælk.

De har samtidig forpligtet sig til at fremskynde deres reduktion af drivhusgasser i dette årti og i overensstemmelse med Arlas ambitiøse klimamålsætning på tværs af værdikæden indleder selskabet nu et af sine største pilotprojekter med det nye fodertilsætningsstof Bovaer.

Landmænd på flere end 50 gårde i Danmark, Sverige og Tyskland deltager i projektet og vil dele praktisk erfaring med brugen af tilsætningsstoffet i foder til 10.000 malkekøer.

Handling her og nu

Fodertilsætningsstoffet er bevist til at kunne reducere udledningen af metan med ca. 30 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Klimaforandringerne kræver handling her og nu og vi ser mejeriproduktion som en del af løsningen. Resultaterne af vores indledende forsøg med Bovaer på både et forskningscenter og på en af vores danske gårde er meget lovende. Sammen med DSM vil vi nu høste praktisk erfaring på gårdene ved at anvende fodertilsætningsstoffet i et af vores største pilotprojekter og et af Arlas største klimaprojekter samlet set til dato, siger Arlas Executive Vice President og Head of Agriculture and Sustainability, Hanne Søndergaard.

- Pilotprojektet er et godt eksempel på de innovative og videnskabelige løsninger og tiltag, vi iværksætter for at skabe en bæredygtig og robust fremtid for mejeribranchen, og jeg er meget spændt på at se, hvor langt vi kan komme med denne løsning, siger, Hanne Søndergaard.

-Ledere af mere end 100 lande anerkender, at det haster med at nedbringe udledningen af metan, og på FN's klimakonference COP26 for et par måneder siden lovede de at gøre en forskel. Ifølge den nylige IPCC-rapport om virkningen af klimaforandringer er der ingen tid at spilde med hensyn til at reducere udledning af drivhusgasser, siger Vice President of Bovaer hos DSM, Mark van Nieuwland.

- Omlægning af husdyrbrug vil være afgørende for at nå dette mål, og fremadrettede virksomheder som Arla arbejder allerede hårdt på at gøre mejeriproduktion bæredygtig. Gennem vores videnskabelige innovation og samarbejde kan vi bidrage til at opnå en betydelig reduktion i udledningen af drivhusgasser ved at ændre det foder, som dyrene spiser hver dag, og dermed støtte dyrenes, menneskers og planetens sundhed, siger Mark van Nieuwland,

Dokumenteret klimaløsning

Bovaer er et tilsætningsstof til foder til køer og andre drøvtyggere. Gennem ti år har DSM forsket i og udviklet tilsætningsstoffet og det er indtil videre blevet testet i 14 lande globalt. Det er det første EU-godkendte fodertilsætningsstof nogensinde, hvor det er videnskabeligt bevist, at det reducerer udledningen af metan og samtidigt er sikkert for dyr, forbrugere og miljøet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bovaer fungerer ved at undertrykke det enzym, der udløser produktionen af metan i køers fordøjelsessystem. Det har effekt med det samme og nedbrydes sikkert til stoffer, der allerede er naturligt til stede i en kos mave, og det er videnskabeligt bevist, at det ikke påvirker mælkekvaliteten. Blot en kvart teskefuld Bovaer tilsat dagligt til en kos foder vil reducere udledning af metan med 30 procent i gennemsnit.

Dermed bidrager fodertilsætningsstoffet til en betydelig og øjeblikkelig reduktion i kød- og mejeriprodukters klimaaftryk.

Pilotprojektet i praksis

I løbet af sommeren og efteråret 2022 vil Arla sammen med sine andelshavere sammensætte en mangfoldig gruppe gårde til pilotprojektet. I løbet af projektet på gårdene vil landmændene modtage Bovaer fra deres foderleverandører og blande det i foderet til deres malkekøer. Arla indsamler mælkeprøver til analyse og sammenligning med mælk fra malkekøer, der ikke fodres med fodertilsætningsstoffet. Hvis de første resultater bliver som forventet, er det Arlas plan, at fordoble pilotprojektet til 20.000 køer i 2023.