Abonnementsartikel
Et smart ko-plettet krus med kold, økologisk minimælk fra en dispenser skal få flere elever til at drikke mælk til skolemaden.
Om det lader sig gøre, skal vise sig ved et forsøg, som Mejeriforeningen frem til jul gennemfører på fire skoler i Kolding og Juelsminde.
- Når børnene kommer i 3.-4. klasse, vælger de typisk den kvarte liter skolemælk fra. Det er ikke, fordi de holder op med at kunne lide mælk, men fordi de gerne vil differentiere sig fra det barnlige image. Nu giver vi dem et mere smart alternativ, der forhåbentlig appellerer mere til de store elever, siger Lars Witt Jensen, marketingkoordinator hos Mejeriforeningen.
Eleverne skal betale to kroner for et krus og kan derefter selv tappe kold minimælk fra dispenseren.
På projektets fjerde dag benyttede en fjerdedel af de unge kunder i skoleboden på Juelsminde Skole sig af tilbuddet, vurderer kantineleder Lone Krogh.
- Vi har fået solgt 25 glas mælk i dag. Mange af dem, der købte, var 8.-9. klasses elever, som syntes, at det smagte godt og at det var fedt, at mælken var kold. Det var i hvert fald, hvad de sagde i dag. Hvad de mener i morgen, er der ingen, der ved, siger hun med et glimt i øjet.
I et tidligere forsøg på en skole i Auning var tilbuddet en succes. Her købte eleverne tilsammen omkring 20 liter mælk om ugen.
Pilotprojektet på de fire skoler kører indtil jul.
450525-1