BRUXELLES: Europa-Kommissionen fik torsdag formel opbakning fra EU's landbrugsministre til sit igangværende arbejde med at opstille lovmæssige rammer for Carbon Farming. Det skete under et rådsmøde i Luxembourg.
Landmænd kan bedrive Carbon Farming ved at låse CO2 inde i jorden, for eksempel ved at plante dækafgrøder, undlade at bearbejde jorden, benytte sædskifte og indføre skovlandbrug. Med sådanne metoder kan de sælge CO2-certifikater til virksomheder, der vil kompensere for egne udledninger.