Lars-Inge Gunnarsson har informeret bestyrelsen i VikingGenetics om sin beslutning om at trække sig fra sin stilling som bestyrelsesformand og træde tilbage den 20. april 2022.
Det skriver VikingGenetics i en pressemeddelelse.
Selv siger Lars Inge Gunnarsson, at han er stolt af det, man har opnået i avlsindustrien.
- Værditilførsel til ejere og samarbejdspartnere er en hjørnesten i at fungere som et kooperativ. Jeg er stolt af det, vi har opnået ved at kombinere vores styrker i de nordiske lande. Ved at arbejde sammen har vi haft mange muligheder for at føre avlsindustrien i en positiv retning, siger den afgående bestyrelsesformand.
Årsagen til Lars-Inge Gunnarssons tilbagetrædelse skal findes i en mislykket fusion mellem tyske Masterrind og franske Evolution.
- At starte processen med at fusionere VikingGenetics med Masterrind og Evolution for at etablere Arcowin var et naturligt skridt i konsolideringen af avlsindustrien, og jeg så frem til at samarbejde med vores partnere i Tyskland og Frankrig. Arcowin var et ambitiøst projekt, men fusionen var desværre ikke gavnlig for alle medlemmer. Jeg har derfor besluttet at træde tilbage og give plads til ny energi til at udvikle VikingGenetics fremadrettet, siger han.
Lars-Inge Gunnarsson har været bestyrelsesformand, siden VikingGenetics blev grundlagt i 2008 under en fusion mellem Dansire (DK) og Svensk Avel (SE), senere tiltrådt af Faba (FI) i 2010. Gunnarsson var en af arkitekterne bag fusionen og påvirkede markant VikingGenetics' udvikling.
Der vil blive udpeget ny bestyrelse på det ordinære repræsentantskabsmøde den 20. april. Bestyrelsen vælger umiddelbart efter ny formand og næstformænd.

