2021 har været et godt år for Erik Jantzen, der gennem selskabet Jantzen Group blandt andet driver svinebrug og planteavl i Rumænien og Slovakiet.

I 2021 har Jantzen Group hentet et overskud på 82 millioner kroner. Det fremgår af selskabets regnskab. Her fremgår det også, at egenkapitalen i selskabet nu er på 540 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til mediet Finans siger Erik Jantzen, at det på svinesiden har været en god forretning at være selvforsynende med foder og næsten selvforsynende med gødning.

- Svineprisen er 14,5 kr. pr. kilo i Slovakiet nu. Hvis man har en bedrift, som er selvforsynende med råvarer, er det en rigtig fin forretning, fortæller Erik Jantzen til mediet.

Jantzen Groups hovedaktiviteter består ifølge årsrapporten for 2021 af ejerskab i udenlandske landbrugsvirksomheder i Slovakiet og Rumænien inden for svineproduktion og planteavl samt ejerskab af landbrugsjord i Rumænien som udlejes.

Derudover har man også investeret i udlejningsejendomme i Danmark og teknologivirksomheder lyder det i rapporten.

Her fremgår det også, at man i ledelsen finder årets resultat "tilfredsstillende". I 2022 forventer man desuden et positivt resultat, om end lidt lavere end i 2021.