Abonnementsartikel
Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger (SALA) slog på sit årsmøde i dag fast, at manglen på arbejdskraft er det mest påtrængende problem i Danmark:
- Der er ingen tvivl om, at vores velfærd er truet på grund af manglen på arbejdskraft, siger formand for SALA, Pejter Søndergaard.
Ifølge Pejter Søndergaard er det blevet vanskeligere at finde arbejdskraft til landbruget. Selv den udenlandske arbejdskraft begynder at slippe op.
Han er bekymret for, at stigende lønninger og øget inflation vil udhule velfærdssamfundet i de kommende år. Løsningen på problemet ligger ifølge formanden lige for:
- Der er ingen tvivl om, at det logiske ville være at afskaffe efterlønnen. Vi kan ikke forstå, hvorfor det er statens opgave, at holde arbejdsduelige væk fra arbejdsmarkedet, fastslår Pejter Søndergaard over for Maskinbladet.
- Vi ved godt, at det ikke er politisk muligt at afskaffe efterlønnen her og nu, men vi vil gøre, hvad vi kan, for at vi kommer tættest muligt på det resultat, fortsætter Pejter Søndergaard.
SALA opfordrer også politikerne til at afskaffe top- og mellemskatten og øge beskæftigelsesfradraget for at øge incitamentet hos arbejdsstyrken til at arbejde mere.