Konsekvenserne af krigen i Ukraine bliver ved med at udvikle sig. Nu rammes landmænd med malkekvæg, fordi forsyningen af Non-GM foder svigter.

Det skriver Landbrug og Fødevarer i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Handlemulighederne er begrænsede og det bedste råd er tænke i alternativer, lyder det fra Christian Lund, formand for Landbrug & Fødevarer Kvæg.

- I disse dage oplever mange landmænd, at leveringen af Non-GM foder svigter. Forklaringen er, at Non-GM foder i høj grad plejer at komme fra Ukraine og Rusland. De forsyningslinjer er lukket, og det mærker vi nu meget konkret, siger Christian Lund.

Hvor lang tid forsyningerne vil være ustabile er umuligt at sige noget om på nuværende tidspunkt, men uanset hvor lang tid forsyningskrisen varer, opfordrer Christian Lund landmændene til at søge rådgivning.

- Det er en meget svær situation mange mælkeproducenter står i lige nu. Der findes ikke nogen nem løsning på problemet, men jeg vil opfordre til, at man spørger sin rådgiver og undersøger mulighederne for at fodre med alternativer. Hvis man kan finde alternativer til soja, kan man bevare det Non-GM tillæg, som mejerierne udbetaler. Det er også en mulighed at fodre med soja, som ikke er Non-GM. Det betyder så, at man mister tillægget. Med andre ord er det op til den enkelte, at vurdere muligheder og ulemper. Jeg vil slet ikke lægge skjul på, at vi står med en gordisk knude, hvor de gode løsninger ikke ligefrem står i kø, siger Christian Lund.

Det er netop udsigten til det manglende Non-GM tillæg, som presser mælkeproducenterne på økonomien. De stigende råvarepriser, kombineret med en lavere afregningspris, sætter landmanden i en klemme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi oplever stigende priser på energi og råvarer helt generelt. Hvis man også modtager mindre for sin mælk, så siger det sig selv, at økonomien kan blive alvorligt presset. I det hele taget er der store udsving på alle typer af varer i øjeblikket. Det ser vi både når vi handler ind i supermarkedet og skal forhandle med andelsselskaberne, siger Christian Lund.