Lyt til artiklen:

Forsikringsselskab: Dyr diesel øger risikoen for dieseltyveri

00:00
Hastighed: ???x
01:51

Alm. Brand oplever hvert forår en stigning i antallet af tyverier, når landmændene forbereder sig til en af de travleste perioder, når afgrøderne skal sås.

Men på grund af de høje dieselpriser opfordrer Alm. Brand sine landbrugskunder til at være særligt opmærksomme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Alm. Brand i en pressemeddelelse.

- Dieseltyveri er desværre et tilbagevendende problem for vores landbrugskunder. Vi har allerede set flere indbrud hos vores landbrugskunder, og med tanke på den rekorddyre diesel er risikoen blevet markant større for tyveri, siger Lars Braune, direktør for produkt, pris og portefølje i Alm. Brands landbrugs- og erhvervsforretning.

Forsikringsselskabet anbefaler derfor sine kunder at træffe en række sikkerhedsforanstaltninger.

- Forebyggelse betaler sig altid, og man kan heldigvis gøre en del for at mindske risikoen for indbrud i sin dieseltank. Som forsikringsselskab vil vi altid gerne hjælpe vores kunder med at forhindre skader og indbrud. Det er blandt andet en god ide at placere tanken i en aflåst bygning eller tæt op ad en mur, så den er sværere at komme til, siger Lars Braune.

Nye metoder

Tidligere brugte tyvene en slange til at suge dieslen op af tanken, men efter flere virksomheder er begyndt at installere en mekanisk lås på tanken, er dieseltyvene begyndt at bore hul i selve tanken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tyvene bliver desværre mere kreative og dygtigere. Vi ser flere indbrud, hvor de har boret hul i tanken. Det kan derfor også være en god ide at sætte overvågningsudstyr ved sin dieseltank og maskiner, og nøjes med at tanke sine maskiner med netop den mængde, man forventer at bruge i løbet af dagen, siger Lars Braune.