Det er ikke nødvendigt at gå i panik, selvom den fødevarekrise, som krigen i Ukraine har udløst, allerede kradser og især gør ondt i u-lande, vurderer fødevareøkonom Henning Otte Hansen fra Københavns Universitet.

Det skriver Københavns Universitet på sin hjemmeside.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Rigtig mange har det hårdt lige nu. Men jeg tror ikke på, at vi ligefrem har at gøre med et paradigmeskift med nye permanente vilkår - der er tale om en midlertidig prisboble, der i store træk kan sammenlignes med, hvad vi har set tidligere i historien, siger Henning Otte Hansen, der er seniorrådgiver ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi.

Han fortæller, at der gennem de sidste 100 år har været adskillige tilfælde af fødevarekriser, blandt andet efter oliekrisen i 70'erne. Han uddyber, at priseboblerne, som han omtaler, normalt varer et til tre år, hvorefter markedet justerer sig selv.

- Landmænd rundt om i verden får nu en høj pris for deres varer og vil derfor producere ekstra ved fx at udvide kornarealerne eller ved mere intensiv dyrkning. Den mekanisme er en slags garant for, at vi aldrig får vedvarende høje priser på landbrugsvarer. På den længere bane vil markedet altså oftest selv regulere sig. Der er naturligvis en tilpasningsperiode, men det kan ske inden for et år, siger Henning Otte Hansen og fortsætter:

- Derfor bør man ikke begynde at lave langtrækkende panikhandlinger, som fx kunne være at skrue ned for miljøtilpasning eller udtagning af landbrugsjord, hvis formålet er at løse den aktuelle fødevarekrise. Det vil ikke være en optimal løsning.

Henning Otte Hansen vurderer dog, at den samlede situation og krigens gang muligvis kan få denne krise til at vare længere end den forrige, der fandt sted i 2010 som følge af tørke i Rusland, Ukraine og Kazakhstan.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han peger desuden på, at det potentielt kan være en god ide at opbygge større kornlagre i FN-regi, hvor beholdningerne lige nu dækker til cirka to måneders forbrug.