Biogassen er på vej frem med stormskridt, og Putins krig mod Ukraine skubber yderligere til udviklingen. Energipriserne stiger og er med til at sikre en hurtig udvikling i sektoren, skriver LandboSyd i en pressemeddelelse.

Desuden er forsyningssikkerhed og national sikkerhed blevet nøgleord i den aktuelle energidebat, og her kommer biogas ind som en vigtig faktor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er baggrunden for, at LandboSyd i Aabenraa indbyder til biogaskonference 25. april 2022. Konferencen med deltagelse af en række eksperter og meningsdannere skal sætte fokus på en sektor i udvikling og give et fingerpeg om, i hvilken retning udvikling vil ske i fremtiden.

- Der er mange aktører og interessenter inden for biogas ikke bare i Sønderjylland, men i hele landet, og nu går det for alvor hurtigt med at udvikle i sektoren. Vi vil derfor på biogaskonferencen give bud på målet, og hvordan vi bevæger os derhen til gavn for miljø, klima og nu også forsyningssikkerhed, siger adm. direktør Sune Aagot Sckerl, LandboSyd.

For klima og sikkerhed

Han forklarer, at en fjerdedel af gassen i naturgasnettet i dag er produceret på biogasanlæg, og i den nære fremtid kan biogas komme til at dække 75 procent af forbruget - ja, 100 procent om måske blot fem til seks år.

- Vi ser, at de danske landmænd og biogasproducenterne er klar til at levere til gavn for både sikkerhed og klima. Landbruget arbejder godt sammen med energiselskaber om at udnytte kapaciteten bedre og udvide eksisterende anlæg samt bygge nye, siger Sune Aagot Sckerl.

- En fortsat positiv udvikling kræver, at alle arbejder tæt sammen, og at der er politiske velvilje i forhold til sektoren. Vi vil på konferencen få svar på, hvor vi skal hen, og hvordan vi kommer derhen, siger Sune Aagot Sckerl og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det handler om, at al gylle fra dansk landbrug skal via et biogasanlæg, før den ender som jordforbedrende gødning på markerne. Men det handler altså også om, at vi ikke bare sikrer forsyningerne, så Putin ikke længere bestemmer, men at der investeres i Danmark og ikke i udlandet. Man forventer, at Danmark i år betaler 8 mia. kroner for biogas fra Rusland - de pengene kan i stedet gøre gavn herhjemme.