Lyt til artiklen:

Nellemann samler sjællandske aktiviteter i Ringsted

00:00
Hastighed: ???x
02:40

Nellemann Machinery, der importerer Kubota, samler alle aktiviteter øst for Storebælt i et nyt kontor i Ringsted.

Det skriver Nellemann Machinery i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har indstillet sigtekornet på vej og park, landbrug samt entreprenører som vores kunder - og vores strategiske fokus er på, hvordan vi kan komme tæt på dem fysisk og tættere på deres behov. Ved at flytte til Ringsted bliver vi geografisk mere centralt placeret på Sjælland og kommer dermed naturligt tættere på flere kunder. Samtidig er vores nye byggeplads placeret tæt på motorvejen, hvilket gør at vi stadig kan nå de københavnske forstæder på 30 minutter - ligesom vi kan fra Kastrup, fortæller adm. direktør for Nellemann Machinery, Kristian Refnov.

- Placeringen gør, at vi hurtigere kan komme rundt til de forskellige kundegrupper og nemmere kan være til stede i hele regionen. Vi har servicebiler og sælgere placeret rundt i hele landet, og vi kommer derfor også tættere på vores medarbejdere. Skulle vi dertil blive mere attraktive over for kommende medarbejdere, er det også et parameter, der er værd at tage med, når der skal vækstes.

Nellemann Machinery forventer, at byggeriet på den 20.000 kvm. store grund står færdigt i løbet af 2024.

Byggeriet er bare ét led i Nellemann Machinerys strategi. Udover nye bygninger, der matcher kundernes behov, arbejder importøren ligeledes på at skabe den helt rette produktlinje. Fokus er på en snæver produktportefølje, som man kan være eksperter i og samarbejde om på tværs af de tre nordiske lande, som Nellemann opererer i. Det snævre produktfokus skal give importøren fuld synergi og smidighed i dagligdagen og over for kunderne, står der i pressemeddelelsen.

- Vi har de senere år sikret os, at de maskiner, vi importerer, passer så godt som muligt til vores strategiske tilgang. Vi har over de senere år indsnævret vores portefølje, som har ført til ophør af samarbejdet med flere brands, da de enten ikke passer ind i vores strategi eller til vores målgrupper, fortæller Kristian Refnov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er nu kommet så langt, at vi godt kan begynde at være lidt nysgerrige omkring, hvad der findes af muligheder for nye samarbejder og brands. Det vigtigste for os er, at det passer ind i vores strategi og forretningsmodel, så vi kan forsætte den vækstrejse, vi er på, i de kommende år. Vi vil helst arbejde med brands, vi kan arbejde med i alle tre lande, så vi sikrer en høj specialisering og det rigtige flow af varer af både maskiner og reservedele. Vi har haft et godt 2021, hvor vi har fulgt planen og leveret på alle parametre - nu skal vi tage det næste skridt i vores strategi.