Lyt til artiklen:

FirstFarms præsenterer hidtil bedste regnskab

00:00
Hastighed: ???x
03:05

FirstFarms, der har landbrug i Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Rumænien, har netop offentliggjort sit regnskab for 2021, hvor det lykkedes virksomheden at hente et resultat på lige knap 46 millioner kroner før skat. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Det er en stigning på næsten 15 millioner kroner i forhold til året før, og desuden det bedste resultat nogensinde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Omsætningen for 2021 lød på 369,5 millioner kroner, hvilket er 57 millioner kroner mere end sidste år.

Årsagen til det gode regnskab er ifølge administrerende direktør, Anders H. Nørgaard, at der har været høje priser på afgrøder, samt en høj effektivitet i de enkelte landbrug, man råder over.

- Vi har været begunstiget af de gode markedsforhold for afgrøder i 2021, men det afgørende for rekordregnskabet er, at vi igen har forbedret effektiviteten i alle driftsgrene. Vores ledere og medarbejdere får noget nær det optimale ud af de enkelte landbrug, vi driver - og de gør det under vanskelige markedsvilkår. Det er vi stolte af, siger adm. direktør i FirstFarms Anders H. Nørgaard.

Risikospredningen er lige så vigtig en faktor for det gode resultat:

- I 2021 blev det særligt tydeligt, hvor altafgørende positiv betydning vores risikospredning på driftsgrene har for vores forretning, og dermed for den værdiskabelse vi skaber for vores knap 2.600 aktionærer, siger Anders H. Nørgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I forhold til forventningerne for 2022 skriver FirstFarms, at krigen i Ukraine og den ukendte fremtidige udvikling gør det lige nu vanskeligt at forudse, hvordan markederne vil agere.

Men, man forventer at levere en tilfredsstillende indtjening og drift i 2022 med et EBITDA i niveauet 80-120 millioner kroner og et EBIT i niveauet 35-75 millioner kroner. Det kræver, at de relativt høje priser på afgrøder fortsætter, at mælkepriserne forbliver stabile, at grisepriserne stiger, og at den positive udvikling i FirstFarms' jordforretning fortsætter. Samtidig vil der fortsat være fokus på øget effektivitet i driften.

FirstFarms skriver endvidere, at man har stort fokus på klimapåvirkning. I 2021 havde FirstFarms særlig fokus på øget dataindsamling og databehandling fra selskabets 16 lokationer. Det betyder blandt andet, at FirstFarms nu kan offentliggøre CO2 udledning fra Scope 1 og 2 af virksomhedens energiforbrug i 2020 og 2021.

- Arbejdet mod et mere bæredygtigt landbrug og med at nedbringe CO2 aftrykket fortsætter, og vi vil i 2022 søsætte yderligere initiativer, der bidrager til et bedre klima. Den europæiske energikrise og krigen i Ukraine betyder, at FirstFarms nu fremrykker investeringer i grøn energi, lyder det i meddelelsen.