Lyt til artiklen:

Fine udbytter fra første år af GRObund

00:00
Hastighed: ???x
03:55

Projektet GRObund skal de næste år undersøge og afdække fordele og ulemper ved Conservation Agriculture i praksis - og hvordan det kan hjælpe med at efterleve klimamålsætningerne - herunder CO2 lagring, lattergas, biodiversitet og udbytte. Første år af projektet er afsluttet, og de første resultater er klar.

Det skriver tovholderne af projektet i en pressemeddelelse.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Der skal findes nye måder at dyrke jorden på i fremtiden for at kunne imødekomme forbrugernes øgede efterspørgsel af bæredygtige produkter. Principperne i Conservation Agriculture (CA) spås som en af løsningerne på fremtidens dyrkningsmetoder.

Det kræver dog, at man i Danmark får opbygget mere viden, data og erfaring for at bedømme potentialet fuldt ud, samt at være i stand til at rådgive landmændene bedre.

-Projektet er kommet rigtig godt fra start, og vi er i Syngenta meget glade for - i samarbejde med SEGES og en række andre partnere inden for forskning og landbrugsrådgivning - at undersøge og forhåbentlig kunne identificere nye potentialer for fremtidens landbrug, siger Carina Christine Skovmøller, chef for bæredygtighed, Public Affairs & Kommunikation i Syngenta Nordic, og hun fortsætter:

- Vi har oplevet en utrolig stor interesse for projektet i det første år fra mange landmænd og konsulenter og er ligeledes meget glade for det store engagement, vi ser hos vores tre værter på Sjælland og i Jylland.

Resultater og målinger

Det første år af projektet har været et etableringsår, hvilket betyder at jorden endnu ikke har haft tid at indstille sig fra tidigere dyrkningspraksis med reduceret jordbearbejdning, til nu enten at blive pløjet, dyrket med reduceret jordbearbejdning eller efter principperne i Conservation Agriculture, hvor jorden ikke bearbejdes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I foråret 2021 blev der sået hestebønner, og gennem sæsonen har det visuelle indtryk af markerne været, at CA-parcellerne så mindre kraftige ud end naboparcellerne med jordbearbejdning. Alligevel har der ikke været signifikante udbytteforskelle mellem behandlingerne.

- Variationen i udbytte inden for de enkelte dyrkningssystemer er større end variationen mellem dyrkningssystemerne. Det gennemsnitlige udbytte i de pløjede parceller på tværs af lokalitet er 42,5 hektokilo pr hektar. I det reducerede system er udbyttet 0,5 hektokilo højere, mens det i CA er 1,1 hektokilo lavere, siger Annette Vibeke Vestergaard, Landskonsulent, Jord og dyrkningssystemer, Seges Innovation.

Udover udbytte høstet i marken er det mindst lige så interessant at se på det økonomiske udbytte. Ved beregning af eksempelvis maskinomkostninger påvirkes økonomien af det enkelte redskab, af udnyttelsesgrad og forhold som er bedriftsafhænige.

På tværs af de tre lokationer er maskinomkostningerne lavere i parcellerne med både reduceret jordbearbejdning og CA. I den forbindelse er det vigtigt at overveje, hvad alternativt værdien af de timer er, som bruges på jordbearbejdning. Og om en gevinst i sparede timer reelt realiseres.

På lokationerne ved Holstebro og Birkelse er det bedste økonomiske udbytte opnået med reduceret jordbearbejdning. Derimod præsterer CA det bedste økonomiske udbytte ved Slagelse. Dog forekommer der stor variation både mellem de tre lokaliteter og de tre forskellige dyrkningssystemer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Resultaterne fra første år hos de enkelte forsøgsværter og forskellene mellem dyrkningssystemerne kan skyldes en tilfældig variation. Derfor er det også afgørende, at vi som planlagt har forsøgene over flere år - får afprøvet hvordan dyrkningssystemerne yder - og i sidste ende, hvordan vi opnår de mest optimale løsninger for fremtiden, afslutter Morten Lind, Teknisk ansvarlig for Syngenta Nordic.

I den kommende sæson dyrkes vinterhvede på forsøgsarealerne. Hveden er blevet godt etableret hos alle forsøgsværter. Kun foråret og den kommende sæson vil afsløre, om de forskellige systemer kommer ens igennem den våde vinter.