Lyt til artiklen:

Danish Crown: Priserne er på vej op

00:00
Hastighed: ???x
02:18

Priserne er på vej op Det er brydningstid på det europæiske marked for fersk grisekød. Priserne er på vej op, men markedet kan ikke følge med de hidsige noteringsstigninger i Tyskland.

- Tyskland er præget af en voldsom ubalance mellem slagtekapaciteten og udbuddet af slagteklare grise. Derfor har de tyske landmænd sat tommeskruerne på slagterierne ved nu at have hævet noteringen med 30 eurocent (kr. 2,25) på bare tre uger. Det kan markedet slet ikke følge med til, for der er stadig et pænt udbud af grisekød i Europa, siger Jais Valeur, Group CEO i Danish Crown.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Antallet af grise i Tyskland er faldet med omkring 10 procent på et år, og samtidig er importen af slagtegrise fra Holland og Belgien faldet markant. I den samme periode er slagtekapaciteten i Tyskland kun reduceret med nogle få procent, og det fører til kamp om grisene nu, skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

- Vi gør alt hvad vi kan for at presse priserne op, for bytteforholdet for landmænd over hele Europa er helt skævt. Det skal der rettes op på, men for at tage så store spring som de tyske landmænd forventer skal udbuddet af kød være betragteligt mindre end efterspørgslen i markedet. Det er desværre ikke tilfældet i øjeblikket, men priserne er på vej op og det er i sig selv godt nyt, siger Jais Valeur.

Restriktioner ophæves

På tværs af Europa er der nu tegn på, at corona-restriktionerne ophæves. Særligt i Tyskland imødeses det med spænding, hvor meget genåbningen vil løfte forbruget af kød, når det igen bliver ligetil at gå på restaurant, og samtidig bliver det igen muligt at rejse uden alt for meget bøvl. Hvis foråret kommer tidligt, vil det stimulere forbruget yderligere, og det er helt sikkert positivt, at der i disse uger er masser af skiturister over hele Europa.

- Vi har en klippefast tro på, at vi vil være i stand til at løfte noteringen kontinuerligt over de kommende måneder, og vi vil gøre det lige så hurtigt, vi overhovedet er i stand til. Vi er fuldt ud klar over, at vores ejere er udfordret af rekordhøje priser på foder, strøm og olie, men det vil tage tid at få priserne op på et niveau, hvor der igen er balance, men det er uden tvivl vores vigtigste opgave lige nu, siger Jais Valeur.