Lyt til artiklen:

Truende konkurs er vendt til rekordregnskab for skovlproducent

00:00
Hastighed: ???x
02:16

- Vi havde ingen egenkapital, og banken pustede os i nakken.

For få år siden var Sjørring Maskinfabrik tæt på konkurs, men gode idéer og et tværfagligt samarbejde var blandt andet med til at vende forretningen på hovedet, fortæller virksomhedens direktør Klaus Kalstrup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

SMV'en fra Thisted har i forsknings- og innovationsplatformen Made Digital været en del af flere projekter, hvor der er delt viden om nye produktionsløsninger med virksomheder, GTS'er (Godkendt Teknologisk Service-institutter) og universiteter.

Specialdesignede skovle på rekordtid

I ét af projekterne hjalp Aalborg Universitet Sjørring Maskinfabrik med at konceptudvikle og demonstrere en produktkonfigurator, hvor kunder designer og bestiller specialdesignede læsseskovle med få tryk på en skærm.

Produktkonfiguratoren gav inspiration til en ny og mere avanceret graveskovlskonfigurator, hvor tegningen af den unikke graveskovl bliver sendt direkte videre til produktionen med relevante informationer, og det gør den nordjyske virksomhed langt bedre og hurtigere til at producere skovle i mange variationer.

- Vores konfigurator gør, at vi nu kun bruger omkring fem minutter på at designe samt frembringe produktionsdokumentation, hvilket vores konkurrenter er tre-fire dage om. Vi har vækstet 200-300 procent i 2021 indenfor graveskovle, og det havde ikke været muligt uden konfiguratoren - og det forudgående arbejde i Made Digital, siger Klaus Kalstrup.

Den nye digitale løsning giver igen nye muligheder - specielt indenfor yderligere automatisering og effektivisering i forbindelse med svejserobotterne og bearbejdningsmaskiner. Direktøren ser, at engagementet i MADE Digital fortsætter med at give gevinster - også flere år frem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I Made Digital har vi fået sparring og hjælp til at teste og udvikle teknologiske løsninger, som understøtter vores vækst. De nye løsninger, vi indfører om to-tre år, er jeg sikker på, trækker tråde direkte tilbage til et Made-projekt. Made-samarbejdet hjælper os med at være "In front" også teknologisk, vurderer Klaus Kalstrup.