Lyt til artiklen:

Danish Agro øger digital investering

00:00
Hastighed: ???x
02:56

Danish Agro øger nu sin ejerandel i virksomheden Fieldsense, der på få år er blevet udbredt som en af danske landmænds foretrukne leverandører af markspecifikke vejrdata.

Danish Agro bliver med 16,2 procent af aktiekapitalen den største individuelle ejer af Fieldsense, der siden 2015 blandt andet har solgt flere end 2.000 vejrstationer i 10 lande.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fieldsense står nu over for en større dansk og international ekspansion.

Imponerende vækst

- Fieldsense' produkter har gennem de senere år bevist deres værd, som vigtige, digitale værktøjer for den moderne landmand. Selskabet har haft en imponerende vækst, og vil nu ekspandere yderligere internationalt i blandt andet Tyskland, Polen og England. Vi ser store perspektiver i denne vækstrejse og får med investeringen et endnu tættere samarbejde, som vi forventer os meget af, siger Koncernchef i Danish Agro, Henning Haahr.

Fieldsense har blandt andet et ønske om, at sikre en stærk position i Tyskland gennem en målsætning om at sælge 2.000 vejrstationer til tyske landmænd alene i 2022.

- Fieldsense er et godt eksempel på den måde vi ønsker, at hjælpe landmanden med digitale værktøjer på bedriften. Vores strategi er bygget op omkring et mantra - tænk stort, start småt. Vi har været meget fokuseret på at indgå samarbejde og investere i virksomheder, der har løsninger, som giver en umiddelbar værdi for landmanden. Med Fieldsense får landmanden netop stor vejrmæssig indsigt. Disse vejrdata, som bliver sammenholdt med satellitbilleder i vores Cropline-platform, er med til at sikre udarbejdelse af endnu mere værdifulde tildelingskort til præcisionslandbrug, siger Henning Haahr.

Flere digitale projekter

Danish Agro har i dag investeret i en række digitale projekter. I januar blev en ny løsning for siloovervågning, Siloinsite, lanceret, og i 2021 blev der indgået et digitalt partnerskab med Danish Crown om foderdata. I 2020 indgik koncernen desuden et samarbejde med selskabet Soiloptix, der er en digital løsning til kortlægning af markernes tekstur og næringsstofindhold. Soiloptix har ifølge Danish Agro været en betragtelig succes med meget stor efterspørgsel, hvilket har betydet udvidelse med yderligere analyseudstyr og medarbejdere i den forgangne sæson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Danish Agro ønsker, at være landmandens foretrukne leverandør af digitale værktøjer. Vi vil målrettet investere i ny digital teknologi, der kan hjælpe landmanden. Både Fieldsense, Siloinsite og Soiloptix er gode eksempler på dette. Baseret på erfaringer i praksis og videreudvikling af produkterne og relaterede services er det vores mål, at de enkelte værktøjer skal kunne skabe endnu større værdi ved at kunne understøtte hinanden i Danmark og i vores internationale markeder, siger Henning Haahr.