Fra 2019-21 har branchen, herunder Danske Sukkerroedyrkere, ansøgt og opnået dispensation til brug af Gaucho i sukkerroer, hvilket Miljøstyrelsen har bevilget hidtil, men ikke her for 2022.

Det skriver Danske Sukkerroedyrkere i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Miljøstyrelsen henviser i deres afslag til, at der har været givet dispensation tidligere, og der er således tale om en ansøgning om gentagende dispensation til et ikke-godkendt aktivstof, hvilket efter den 1. marts 2021 behandles ud fra en praksisændring på området.

Dette indebærer, at Miljøstyrelsen i sit afslag især lægger vægt på, at der ikke er konstateret begyndende resistens i Danmark for visse af de alternative midler ift. de betydende skadevoldere. Miljøstyrelsen skriver i sit afslag også: "Det forhold, at der pt. for de godkendte alternativer i nogen grad er tale om dårligere bekæmpelse af skadevoldere og i tillæg hertil en væsentlig større miljøbelastning pga. udsprøjtning, tillægger Miljøstyrelsen jf. praksisændringen ikke særskilt betydning."

- Det er meget beklageligt og ulogisk, at retningslinjerne for myndighederne ikke tillægger en større miljøbelastning ved et afslag en betydning - og tilsvarende heller ikke en dårligere bekæmpelse af skadevoldere, hvilket øger risikoen for udbyttetab i roerne, udtaler Troels Frandsen, formand for Danske Sukkerroedyrkere.

- Vi arbejder intenst i branchen for at finde alternative løsninger, og bl.a. er flere frøfirmaer tæt på at markedsføre nye roesorter, der er tolerante overfor virusgulsot, som er den alvorligste trussel i dag uden brug af Gaucho. Men forædling tager tid, og de nye sorter bliver tidligst klar til 2023, peger Troels Frandsen endvidere på.

Neonikotinoider (herunder Gaucho) blev forbudt i EU i 2018 med virkning fra 2019, da man frygtede, at stofferne kunne skade bier. Sukkerroer er dog en ikke-blomstrende afgrøde, og bier vil derfor ikke kunne lide overlast ved bejdsning af roerne med Gaucho. Den danske stat forsøgte derfor i 2018 at friholde sukkerroerne fra forbuddet i EU men fik ikke den fornødne opbakning. I modsætning til afslaget fra de danske myndigheder har de nationale myndigheder i hovedparten af de øvrige lande i EU med dyrkning af sukkerroer givet dispensation til brug af Gaucho i 2022