Lyt til artiklen:

Bierne er glade for pesticidstrategi

00:00
Hastighed: ???x
02:36

Biavlerforening noterer med tilfredshed, at den nye pesticidaftale indeholder positive tiltag, som vil gøre det mere sikkert for bierne at bestøve afgrøder.

Danmarks Biavlerforening noterer med tilfredshed, at den nye pesticidaftale indeholder positive tiltag, som vil gøre det mere sikkert for bierne at bestøve afgrøder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et bredt politisk flertal er netop blevet enige om en ny sprøjtemiddelstrategi for perioden 2022-2026. Strategien lægger op til, at sprøjtemidlers belastning af miljø og natur skal nedsættes betragteligt, skriver Danmarks Biavlerforeningen i en pressemeddelelse.

Når bierne flyver rundt i landbrugslandet for at bestøve blandt andet afgrøder, risikerer de at komme i kontakt med en række forskellige sprøjtemidler, som kan have negativ indflydelse på biernes trivsel.

- Vi konstaterer med glæde, at der i aftalen er en ny tilgang til brugen af sprøjtemidler, idet der sker en prioritering af behovs- og præcisionssprøjtning. Det er også rigtig glædeligt, at aftalen på flere punkter prioriterer hensynet til naturen i landbrugslandet. Det er nødvendigt for at sikre bedre kår for de bestøvende insekter, som landbruget også er afhængige af, siger Arne T. Henriksen, formand for Danmarks Biavlerforening.

Et længe ønsket forbudI visse perioder af året kan landbrugslandet være en gold ørken med hensyn til blomster. Det betyder, at der er perioder, hvor bierne stort set ikke kan finde føde. Danmarks Biavlerforening har i flere år arbejdet for et stop for brug af glyphosat til nedvisning af afgrøder.

- Vi har i længere tid efterspurgt et mere omfattende forbud mod brugen af glyphosat til nedvisning, da denne nedvisning også fjerner de blomster, der skal tilbyde insekter et vigtigt fødegrundlag i sensommeren. Nedvisningen rammer nemlig både blomsternes genvækst efter høst, men påvirker også blomsterne omkring markerne, siger Arne T. Henriksen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danmarks Biavlerforening er tilfredse med, at der i den nye aftale lægges op til, at godkendelsesproceduren for sprøjtemidler bliver moderniseret.

- Det er glædeligt - og meget vigtigt for de bestøvende insekter, at Danmark vil arbejde aktivt for en mere restriktiv og helhedsorienteret godkendelsesprocedure, hvor hensynet til forskellige eksponeringsveje, kombinationseffekter, samt akutte og subletale risici vurderes. De nuværende godkendelser, der primært fokuserer på akut dødelighed hos nogle få arter, er en forældet tilgang, hvor den nyeste viden overses, siger Arne T. Henriksen.