En ensartet CO2-afgift er et instrument til at opnå den ambitiøse målsætning om at reducere klimabelastende udledninger i Danmark med 70 procent frem mod 2030, mener regeringen.

Regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Konservative blev med aftalen om en grøn skatteform i december 2020 derfor enige om, at en ekspertgruppe skal belyse mulige modeller for, hvordan afgiften kan indføres, skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rapporten fremlægger tre indretninger af CO2-afgiftssystemet, der hver bidrager med cirka 3,5 millioner ton reduktion i 2030 med henblik på at indfri 70 procent-målsætningen.

- Regeringens ambition er klar. Vi ønsker en ny og ambitiøs afgift på CO2, der skal sikre, at de virksomheder, der belaster klimaet, selv betaler for deres udledning. Regeringen takker ekspertgruppen for det grundige arbejde med den første delrapport. Den er et centralt input til den kommende grønne skattereform, siger skatteminister Jeppe Bruus.

Fra sort til grøn

- En ensartet CO2-afgift er et helt centralt værktøj på vejen til at indfri Danmarks ambitiøse klimamål. Det skal være dyrere at forurene i Danmark, og danske virksomheder skal have et langt stærkere incitament til at omstille sig fra sort til grøn. Med ekspertgruppens anbefalinger har vi nu et solidt grundlag til at starte politiske drøftelser. Det bliver ikke let, men det her kan og skal lade sig gøre, siger klimaminister Dan Jørgensen.

På baggrund af ekspertgruppens første delrapport vil regeringen nu drøfte anbefalingerne med interessenter på området og de politiske partier.

Ekspertgruppens endelige rapport ventes at komme i efteråret 2022. Den skal blandt andet også komme med forslag til, hvordan en grøn skattereform kan mindske landbrugets udledninger og dermed bidrage til at indfri landbrugsaftalens mål om yderligere reduktioner.