Lyt til artiklen:

Patriotisk Selskab: Lev op til E'et i ESG med et klimaregnskab

00:00
Hastighed: ???x
02:59

Mange landmænd oplever i stigende grad forventninger om, at de på målbar vis kan dokumentere, at deres produktion er bæredygtig. Det kan blandt andet være fra kreditorer, kommunen, lokalpolitikere eller samarbejdspartnere.

Det skriver Patriotisk Selskab i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Lige nu er der i de fleste tilfælde kun tale om forventninger, men på sigt vil forventningerne blive til krav, konstaterer virksomhedsrådgiver Lene Nygård fra Patriotisk Selskab og fortsætter:

- Det kan være en fordel at hoppe med på bølgen allerede nu, især hvis man ejer en større virksomhed med for eksempel direkte kontakt til egne kunder eller med en serie af produkter med virksomhedens navn på. Alle er enige om, at fremtidens produktion er bæredygtig, så ved at være på forkant skiller man sig ud fra mængden og sender positive signaler til omverdenen. Det er selvfølgelig oplagt at bruge i markedsføringen af sin virksomhed.

Klimaregnskab

Hvordan kommer man i gang med at dokumentere, at man har en bæredygtig produktion?

Et første skridt kan ifølge miljøkonsulent hos Patriotisk Selskab Mette Dyrup Truelsen være at få lavet et klimaregnskab, hvor der måles på klimabelastningen af virksomhedens landbrugsaktiviteter:

- Der findes flere beregningsmodeller til at udarbejde et klimaregnskab. Hos Patriotisk Selskab kan vi hjælpe landmanden med at vælge den model, der giver bedst mening for virksomheden, og lave et klimaregnskab ud fra den, fortæller hun og uddyber:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Udover selve klimaregnskabet får man en skræddersyet rapport, hvor vi ud fra tallene i regnskabet bl.a. kan vurdere, hvad der er af forbedringsmuligheder, opstille mål for at forbedre ejendommens klimaaftryk, give forslag til, hvordan klimaaftrykket årligt kan genberegnes, samt sætte ord og tal på udviklingen af klimaaftrykket fra år til år. Hvis det tilvælges, kan vi også levere et naturtjek, som er en certificeret vurdering af natur og biodiversitet på ejendommen.

ESG

ESG er lige nu et helt stort buzzword. Det handler om miljømæssig, social og ledelsesmæssig bæredygtighed (Environmental, Social and corporate Governance).

Hvis man får lavet et klimaregnskab og bruger det til at forbedre virksomhedens aftryk på miljøet og klimaet, lever man ifølge Lene Nygård og Mette Dyrup Truelsen op til E'et i ESG. De påpeger, at det er et godt sted at starte, da det især er klimaaftrykket, som landbrugsvirksomheder kan være udfordret på.

Det kan også være en fordel at igangsætte projekter og forandringer i hverdagen, så ens virksomhed i endnu højere grad lever op til S'et og G'et.

Bare ved at sørge for et godt arbejdsmiljø, have en sikkerhedspolitik og levere gode og sikre kvalitetsfødevarer, gør man allerede en masse - det er blot et spørgsmål om at dokumentere det, vurderer de to konsulenter, som i øvrigt står til rådighed for landmænd, der ønsker hjælp til et klimaregnskab.