Lyt til artiklen:

Jagt og natur er et truet forretningsområde

00:00
Hastighed: ???x
02:41

Arbejdet i Vildtforvaltningsrådet fik en væsentlig plads i Christina Ahlefeldt-Laurvigs formandsberetning på årsmødet i Sektionen for større Jordbrug.

- Her er det vigtigt, at vi for alvor trækker i arbejdstøjet, for Vildtforvaltningsrådet har stor betydning for vores forretningsmodeller og vores natur, sagde hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun konstaterede i den forbindelse, at emnerne, der arbejdes med i Vildtforvaltningsrådet er følelsesmæssigt store emner for flere af de organisationerne, der er repræsenteret i rådet.

Konkret nævnte Christina Ahlefeldt-Laurvig reglerne for udsætning af ænder som en aktuel udfordring, men også udsætning af fasaner kommer på dagsordenen.

Hun redegjorde for, at opdræt og udsætning af gråænder til jagt er stærkt truet.

Uenighed om indstilling

- I Udvalget for Større Jordbrug har vi kæmpet en hård kamp i Vildtforvaltningsrådet. Vi har sammen med Danmarks Jægerforbund og Dansk Skovforening foreslået en ny model for fortsat udsætning af gråænder. Fra den anden side af forhandlingsbordet har en række grønne organisationer kæmpet for at stoppe muligheden for udsætning af gråænder til jagtformål, sagde hun.

Resultatet blev en delt indstilling, som landede på miljøministerens bord. Miljøministeren har dog endnu ikke reageret på indstillingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Håbet er derfor, at det kan give anledning til fornyede drøftelser i Vildtforvaltningsrådet. Forhåbentligt vil det være muligt at finde frem til et fælles kompromis, der kan sikre, at vi også efter 2022 kan beholde et erhverv, der er en vigtig del af vores jagtkultur.

Indrapportering forsømmes

Christina Ahlefeldt-Laurvig vurderer, at en del af udfordringen fra de grønne organisationer, er, at der ikke er blevet indrapporteret i tilstrækkelig grad.

- Enhver udsætning af fasan, agerhøne og gråand skal indberettes digitalt til Miljøstyrelsen, men det sker desværre i al for lille grad. Det er vores ansvar, og vi kan hjælpe os selv gevaldigt ved at huske indrapporteringen, fastslog hun og tilføjede, at arbejdet nu også handler om fasaner.

Christina Ahlefeldt-Laurvig konstaterede også, at dele af samfundet ikke forstår jagten, og hun manede til omtanke i forbindelse med jagtrelaterede opslag på sociale medier - også fra udenlandske jagter.

Høje standarder

Og så opfordrede hun alle til at have god føling med, hvad der sker på bedrifterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal have høje standarder. De fleste steder kører det ordentligt, men vi skal tænke over, hvordan vi fremstår, for der skydes på de store jordbrug, sagde hun.

- Vi skal være sikre på, at der er styr på både medarbejdere og jagtlejere, ellers kan vi blive sårbare over for kritik, tilføjede hun.