Lyt til artiklen:

BL vinder møde med minister i tv-auktion

00:00
Hastighed: ???x
01:39

"Oplev Danmarks vilde natur sammen med miljøminister Lea Wermelin på en gåtur i skoven - til fordel for Danmarks Indsamling 2022".

Sådan lød det lørdag aften i det store tv-show på Danmarks Radio. Auktionen styret af Lauritz.com blev vundet af Bæredygtigt Landbrug med et bud på 11.000 kr., og de penge - der går som direkte støtte til coronakrisens børn - kan også indirekte være givet godt ud, fortæller formanden for interesseorganisationen, Peter Kiær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse.

- Miljøministeren taler jo meget om at skabe mere natur i Danmark, uden at hun af den grund har gjort en aktiv indsats for at få en dialog med dem, der rent faktisk ejer jorden. Her er vi i landbruget en uundværlig partner. Nu kan vi endelig få den dialog - på vores initiativ, forklarer Peter Kiær.

- Normalt foregår møder med en minister virtuelt eller på Slotsholmen, hvor man højest har en halv time til rådighed. Her er vi garanteret halvanden time - og det skal ovenikøbet foregå på vores hjemmebane ude i naturen. Vi glæder os til en god dialog med Lea Wermelin - som vi nok også vil fortælle lidt om behovet for at komme spildevandsforurening til livs, nødvendigheden af kemiske målinger i vandløbene samt vores modstand mod de nyttesløse sprøjteforbud ved vandboringerne. Der er rigeligt at tale om, men først og fremmest glæder vi os til at have god tid med ministeren, tilføjer Bæredygtigt Landbrugs formand.

Gåturen skal ifølge aftalen finde sted inden udgangen af 2022.