Bestanden af kvæg i Danmark er nu under 1,5 mio. stk. Det seneste år er bestanden faldet 1,3 pct. til 1.479.779 stk., og på 20 år er den faldet 20 pct. På 50 år er den faldet 45 pct.

Det skriver Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reduktionen i bestanden på 1,3 pct. skyldes både færre tyre og stude samt køer, mens antallet af kvier steg lidt. Der var 559.270 malkekøer, hvilket svarede til en reduktion på 1,1 pct. i forhold til sidste år, mens antallet af ammekøer faldt med 6,1 pct. til 75.604 stk.

Tyre og stude udgjorde 218.145 stk., hvilket var 4,6 pct. færre end året før, og kvier udgjorde 626.760 stk., hvilket var en stigning på 0,2 pct. Ser man på den geografiske fordeling af kvægbestanden er både kvier, malkekøer, tyre og ammekøer i overtal i Jylland, og blot 12 pct. af den samlede kvægbestand findes øst for Lillebælt.