Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Andelshavere får ikke aktindsigt i mælkeafregningen
Striden mellem fem andelshavere og Arla, hvor de fem andelshavere kæmpede for at få indsigt i Arlas afregning på blandt andet svensk sommermælk, har nu fået sin afgørelse.
Sagen blev taget op den 14. december i Retten i Aarhus, og i dag kom kendelsen så.
De fem andelshavere får ikke udleveret oplysningerne, da der ikke var "grundlag for at tillade isoleret bevisoptagelse".
Maskinbladet har forsøgt at få et interview med Arlas formand, Jan Toft Nørgaard, men Arlas pressetjeneste har oplyst, at det ikke er muligt, da man nu ønsker at se fremad. I stedet har man udsendt et skriftligt svar, hvori Jan Toft Nørgaard udtaler:
- Vi har modtaget kendelsen, og resultatet er, som vi forventede. Arla håber, at sagen nu er afsluttet, og at vi alle kan se fremad sammen. Jeg ser frem til et godt samarbejde med hele vores repræsentantskab for at sikre Arlas fortsatte succes, lyder det.
Går videre med sagen
De fem andelshavere vil nu i samarbejde med gruppens advokat granske afgørelsen og vurdere, om de vil påkære sagen. På baggrund af udtalelser og notater fra jura-eksperter mener man, at andelshaverne og i hvert fald deres repræsentanter har adgang til større indsigt, end Arla Foods vil give.
Det fremgår i en meddelelse sendt fra LDM.
- Det er min klare forventning, at vi snarest i regionsrådet får de retningslinjer for udbetaling af tillæg som bestyrelsen arbejder efter, så vi kan gennemgå dem på næste repræsentantskabsmøde for at vedtage dem. Jeg kan ikke forestille mig, at vi skal sagsøge bestyrelsen for ikke at overholde vedtægterne, udtaler Bent Lund, der er talsmand for de fem andelshavere.
LDM er godt tilfredse med, at de fem løfter byrden med at få klarlagt rækkevidden af Arla-vedtægten, andelsretten og årsregnskabsloven.
- Jeg er sikker på, at LDM og Arla er enige om, at repræsentantskabet er øverste myndighed, det vi åbenbart ikke er enige om, er hvordan repræsentanternes ret og pligt skal udøves, tilføjer LDM's formand Kjartan Poulsen.
Opdateret klokken 15:55 med kommentar fra LDM.