Lyt til artiklen:

Førerløs traktor er klar til markarbejde

00:00
Hastighed: ???x
02:50

Ved en pressekonference på CES2022 i Las Vegas tidligere på måneden, lancerede John Deere deres førerløse 8R traktor, der vil være tilgængelig til salg i løbet af året.

Den fuldt førerløse traktor der blev vidst frem på pressekonferencen består af en John Deere 8R, et John Deere jordbearbejdningsredskab, GPS-styring og advanceret kunstig intelligens.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den førerløse traktor er udstyret med seks par stereokameraer, der holder øje med forhindringer og måler distance 360 grader rundt om traktoren. Billeder, der fanges af kameraerne, sendes igennem den kunstige intelligens, og bearbejder hver pixel på cirka 100 millisekunder og bestemmer, om traktoren må fortsætte eller stoppe, afhængigt af om en forhindring registreres.

rich-media-2
Kameraer under kabinetaget og på vægtklodsen indikerer at her er tale om en 8R med udstyr til autonom kørsel. Pressefoto: John Deere.

Med GPS-koordinater kontrollerer den førerløse traktor også, at den befinder sig indenfor sit geofence, samt at den kører, hvor den skal med en nøjagtighed på 2,5 cm.

For at bruge den førerløse traktor skal landmanden blot flytte traktoren ud i marken for derefter at konfigurere den til førerløs drift. Ved hjælp af sin mobiltelefon, tablet eller lignende kan landmanden sætte traktoren i gang med arbejdet og forlade marken for at udføre andre opgaver. Landmanden kan hele tiden overvåge den førerløse traktor fra sin mobile enhed.

Med den mobile enhed har landmanden også adgang til live-video, billeder og data med mere og kan justere arbejdshastighed, -dybde med mere. I tilfælde af forhindringer eller andre udfordringer med maskinen, bliver landmanden underrettet med det samme på den mobile enhed, og kan foretage justeringer eller optimeringer ud fra meddelelser.

rich-media-3
I kabinen er der ikke yderligere skærme og lignende, og traktoren kan benyttes helt som normalt med fører. Pressefoto: John Deere.

På dansk jord

30 traktorer er indtil videre planlagt til at køre førerløst i 2022, dog ingen planlagt til dansk jord.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vil vi se førerløse John Deere traktorer på dansk jord? Det spørgsmål har Maskinbladet stillet til Martin Hjort Kongsgaard, medindehaver af Herborg Smede- og Maskinforretning, og han svarer følgende:

- Jeg vil ikke sige, at vi aldrig får den at se, for den skal nok komme til Danmark på et tidspunkt, det er bare spørgsmålet om hvornår. Det, der er rigtig smart ved John Deere's koncept er, at det er en helt normal traktor med ekstraudstyr, hvilket vil sige, at traktoren også kan bruges med fører, og dermed anvendes til de opgaver, der kræver en fører.

- De førerløse traktorer er helt klart beregnet til de store arealer, hvor den samme arbejdsopgave strækker sig over mange uger eller måneder. Eller opgaven med at køre korn fra mejetærskeren, i det hele taget opgaver, hvor det er svært at skaffe kvalificeret arbejdskraft, siger Martin Kongsgaard.

- Vi skal nok få den at se i Danmark på et tidspunkt, for der er plantebrug eller lignende herhjemme, der kan udnytte de ressourcer, som en førerløs traktor giver.