Lyt til artiklen:

Vejen Kommune indgår klimapartnerskab med landbrugsorganisationer

00:00
Hastighed: ???x
02:46

Flere møder mellem Vejen Kommune og landbrugets organisationer har ført til et kommissorie, der blandt andet indeholder en forventningsafstemning samt en underskrevet partnerskabsaftale på klimaområdet.

Det skriver Vejen Kommune i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gennem et klimapartnerskab med kommunen får de deltagende organisationer hjælp til at lave CO2-regnskab og identificere mulige klimaforbedringer.

Vejen Kommune er et landbrugsland og har samtidig ikke en stor produktion af vedvarende energi. Dermed har kommunen og dens virksomheder samlet set en relativ stor udledning af CO2.

- Lokale samarbejder og partnerskabsaftaler kommer til at fylde meget på klimaområdet. Som kommune kan vi ikke komme i mål alene. Det er vigtigt, at vi finder løsninger sammen, så vi kan hjælpe og understøtte hinanden, pointerer Egon Fræhr, der er borgmester i Vejen Kommune.

Han ser det ligeledes som en nødvendighed at få lavet aftaler med flere klimapartnere, så det sikres, at målene nås.

Landbrugsorganisationerne og Vejen Kommune ønsker alle at tage et nødvendigt, lokalt medansvar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hermed indgår parterne et klimapartnerskab om at arbejde for at opnå Parisaftalens mål. Det betyder, at der målrettet arbejdes for, at Vejen Kommune - som geografisk område - senest i 2050 er en klimaneutral kommune og har reduceret sin CO2-udledning til netto-nul. Ligeledes skal det sikres, at kommunens store areal bliver robust og modstandsdygtig over for oversvømmelser og andre kommende gener fra klimaforandringer.

Mere konkret betyder det, at parterne i fællesskab vil arbejde for at etablere lavbundsprojekter, en græsproteinfabrik, et biogasanlæg samt at sikre at landbruget skaber en bæredygtig selvforsyning, herunder at de fortsat forelægger klimaregnskab på gårdniveau og anvender den nyeste teknologi.

- I forvejen er landbruget et af de erhverv, der i mange år har arbejdet med klimaregnskaber, fortæller Christian Lund, der er formand Sønderjysk Landboforening.

- Allerede i dag arbejder alle landmænd for at have styr på input og output af CO2 på produktionen af deres animalske produkter, pointerer han.

Det kommende byråd har intentioner om at etablere et paragraf 17 stk. 4 udvalg med klima som overskrift. Her er det muligt at tage virksomheder og andre interessenter ind som en del af udvalget, der skal medvirke til at inspirere klimarbejdet. Udvalget vil blive nedsat i 1. kvartal 2022.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På den måde sikres det, at der bliver lavet hensigtserklæringer og partnerskabsaftaler med flere virksomheder og andre organisationer blandt andet inden for områderne energi og transport.