Lyt til artiklen:

Kød fylder 40 procent af fødevarernes klimaaftryk

00:00
Hastighed: ???x
03:17

Når klimaaftrykket af det danske forbrug skal måles, er det nødvendigt at strække blikket ud over vores egne grænser. Over 60 procent af det danske forbrugs klimaaftryk bliver nemlig sat i udlandet og navnligt i Kina, skriver Danmarks Statistik.

Den næstmest klimabelastende kategori under det private forbrug var fødevarer, hvor især indtagelsen af kød har kostet på klimakontoen. Forbruget af kød udgjorde ifølge beregningerne i analysen 40 procent af fødevarernes klimaaftryk

Artiklen fortsætter efter annoncen

11 ton pr. dansker

Det danske klimaaftryk, som udgør den del af de globale emissioner af drivhusgasser, der kan knyttes til det danske forbrug, udgjorde i 2020 65,4 millioner ton CO2-ækvivalenter (CO2e), hvilket i gennemsnit er 11 tons pr. dansker. Heraf blev 40,8 mio. ton, svarende til 62 pct., udledt i udlandet. Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik.

- Mange af de varer, vi køber i Danmark, er enten blevet produceret i udlandet eller indeholder importerede dele, og det tæller altså med i det samlede danske aftryk i denne analyse. For eksempel bliver 90 procent af alle de udledte emissioner i forbindelse med produktionen af det tøj og sko, vi finder i danske forretninger, skabt i udlandet, siger Bogomil Iliev, fuldmægtig i Danmarks Statistik.

54 procent af det danske klimaaftryk i udlandet blev i 2020 sat i Europa, herunder især i Tyskland og Rusland, men fordelt på lande var aftrykket tydeligst i Kina.

- 13 procent af den udledning ude i verden, der er relateret til fremstilling af varer og tjenester til det danske forbrug, blev i 2020 udledt i Kina. Herunder bidrager for eksempel Kinas udledning af CO2e i forbindelse med produktionen af dele til biler, som bliver til tyske og franske biler, der ender i danske carporte, siger Bogomil Iliev.

Danmarks klimaaftryk er over de seneste ti år faldet fra 79,1 millioner ton CO2e i 2010 til 65,4 millioner ton CO2e i 2020. Det skyldes alene et fald i de emissioner, der sker i Danmark, da emissionerne i udlandet stort set har været konstante gennem hele perioden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Transport og mad sætter størst klimaaftryk

Den største klimasynder i regnskabet er det private forbrug, som blandt andet omfatter alt vores tøj, mad og biler. I alt stod det private forbrug for 40,7 millioner ton CO2e i 2020. 22,4 millioner af dem var i udlandet.

Privat forbrug af transport udledte 10,1 millioner ton CO2e og var dermed den kategori under det private forbrug, hvor udledningen var størst. Heraf blev 64 procent udledt i Danmark, hvilket gør det til en af de få grupper, hvor aftrykket var større i Danmark end i udlandet.

- Denne gruppe inkluderer bl.a. den benzin og diesel, vi tanker på vores biler og de togrejser, vi foretager, når vi pendler til arbejde. Den CO2e, der blev udledt i udlandet, kommer fx fra indvindingen af olie til fremstilling af benzin og diesel, siger Bogomil Iliev.