Artiklen fortsætter efter annoncen

Har man først besluttet sig for at være mælkeproducent, er man nødt til at gå all-in for projektet. Der er vist ingen, som er i tvivl om, at der skal skabes resultater - og det nytter ikke noget, at man slapper lidt af i en periode og tænker, at det går nok alt sammen. For det gør det ikke! I hvert fald ikke hvis man står i spidsen for et af de kvægbrug, som ligger på vippen til "nedrykning".

Hans Jeppe Andersen har set lidt på de aktuelle økonomiske analyser og skriver i artiklen på side 32-33, at situationen ikke ser alt for lys ud. Men der er selvfølgelig kvægbrug, som formår at skabe et positivt resultat. Og det er det, der ifølge Hans Jeppe Andersen skal til.

Forskellen mellem de kvægbrug, der klarer sig henholdsvis bedst og dårligst, skal nemlig ikke findes i, hvor stor en gældspost, de slæber rundt med, men derimod nærmere et bedre dækningsbidrag og lavere kapacitetsomkostninger hos dem, der tjener mest.

Det kræver en målbevidst indsats at skabe indtjening. For en ting er sikkert, og det er, at man ikke får noget forærende i disse tider.

Og det er ikke kun i Danmark, man som mælkeproducent må slide lidt ekstra i det eller bliver mødt af diverse begrænsninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jesper Overgård Lehmann nåede at være en tur i Norge, inden han igen overlod pinden til mig. Og der besøgte han en norsk mælkeproducent, som med 85 malkekøer hører til blandt de største besætninger i Norge. Ikke stor sammenlignet med danske forhold. Men i Norge er man begrænset af, at man maksimalt må eje 400.000 kg kvote som ene mand, og går man sammen i samdrift hedder loftet 750.000 kg kvote. Det sætter naturligt sine begrænsninger.

Fra 2014 skal alle norske malkekøer desuden på græs minimum otte uger om året. Tør ikke tænke på, hvilket ramaskrig det ville give i dansk kvægbrug, hvis dansk lovgivning foreskrev det samme. Måske er det alligevel ikke så galt at være mælkeproducent i Danmark?  

Selvom der er rigtig mange udefrakommende faktorer, som spiller en rolle for den enkelte bedrifts økonomi, ligger bolden i den sidste ende hos én selv. Man er nødt til at beslutte sig for, om det her er noget, man virkelig vil og derefter yde den indsats, der skal til. Og som den nye staldskribent Laust Stenger skriver inde i bladet, er det med at samle på de gode dage og have dem med i baghovedet til de knap så gode dage.