Rundt om i Danmark er der en flok gode studenter udklækket fra landets gymnasier. Og heldigvis har flere af dem fundet ud af at erhvervsuddannelserne rummer gode muligheder for at styrke deres erhvervskompetencer og sikre både gode jobs og karrieremuligheder.
Det skriver Asmildkloster Landbrugsskole i en pressemeddelelse.
Til januar 2022 starter otte studenter på et specialdesignet og afkortet grundforløb2 og til marts kommer yderligere 14 studenter til - de starter på et endnu et specialdesignet og afkortet Hovedforløb1 og til juni 2022 er de allerede halvvejs i deres erhvervsuddannelse. De er i job og godt i gang med at høste frugterne af kombinationen af en studentereksamen og de erhverskompetencer og jobmuligheder som en erhvervsuddannelse åbner op for.
- Danmarks landmænd er glade for alle unge der vil arbejde med bæredygtig fødevareproduktion og grøn omstilling. Studenter i landbrugsuddannelsen er lidt ældre og har truffet et aktivt valg - det gør dem også attraktive for arbejdsgiverne, fortæller forstander Lars Møgelbjerg Andersen.
Det er på tide at anerkende, at en erhvervsuddannelse både kan være det rigtige og det fornuftige valg, når man som student står og skal vælge levevej. Og det viser den flotte tilslutning til landbrugsuddannelsens special designede forløb der er målrettet studenter.
Og heldigvis er der en voksende anerkendelse af at det skal være lige så legitimt for studenten at vælge en landbrugsuddannelse som en sygeplejerske- eller pædagoguddannelse. En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at virksomhederne er glade for at ansætte faglærte, der også har en studentereksamen.
Ifølge analysen skyldes det blandt andet, at de unge, der starter på en erhvervsuddannelse med en studenterhue i baglommen, naturligt er mere modne og har større selvtillid end dem, der kommer direkte fra grundskolen. De har erfaring og modet til at arbejde med nye processer og ny teknologi. De tager ansvar, har en forbilledlig mødedisciplin og en veludviklet forståelse for, at et stykke arbejde skal være færdigt til tiden. Alt sammen noget, virksomhederne sætter pris på.
De er generelt også gode til at begå sig både på arbejdspladsen og som en ekstra bonus har mange af dem kørekort, hvilket især de mindre virksomheder kan se en umiddelbar fordel i.





