Lyt til artiklen:

100 millioner mere til at forbedre vandløb

00:00
Hastighed: ???x
01:40

Der er stor interesse i de danske kommuner for at forbedre levevilkårene for dyr og planter i og omkring vandløbene. Tilskudsordningen til at forbedre og restaurere vandløb har i år modtaget over 200 ansøgninger fra kommunerne. Den store efterspørgsel gør, at ordningen i 2021 tilføres yderligere ca. 100 mio. kr.

Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tilskudsordningen går til projekter, der bl.a. skal sikre, at vandløb kan slynge sig naturligt igen, plante træer, der giver skygge i vandløbene, udlægge gydegrus, så fiskene bedre kan yngle, eller fjerne spærringer, så fisk og smådyr frit kan vandre op og ned i vandløbene.

Derudover kan mere naturlige vandløb afbøde virkningerne af oversvømmelser og tørke. Når vandløbet bugter sig gennem landområder, så løber vandet langsommere og bremses, så der er mindre risiko for, at det f.eks. påvirker ejendomme og landarealer. Naturlige og bugtende vandløb mindsker også risikoen for tørke, da mere af vandet opmagasineres og dermed holder jorden fugtig i arealerne omkring vandløbene.

- Vi skal passe bedre på vores vandløb, så vi både tilgodeser hensyn til natur og miljø, klimatilpasning og fremtidssikrer vores landbrug. Restaureringen af vandløb gør, at man både kan håndtere større mængder vand og samtidig passe på det liv og den natur, der er i og omkring vandløbene. Det er godt at se, at kommunerne kan og vil være med i det arbejde, siger miljøminister Lea Wermelin.