Abonnementsartikel
Med forsigtige formuleringer blev bolden onsdag på Dansk Landbrugs delegeretmøde givet op til en diskussion af nye ejerformer i landbruget
Peter Gæmelke var i sin beretning på Dansk Landbrugs delegeretmøde optaget af, hvordan landbruget bliver bedst muligt rustet til fremtiden, og hvordan der kan sikres et godt fundament for fremtidige generationer af landmænd.
- Jeg vil gerne appellere til, at vi går åbent ind i diskussionerne med hinanden på tværs af produktionsgrene og størrelse, sagde han.
Han tilføjede, at Landbrugsloven skal være en del af den diskussion, men at landbruget også skal give sit besyv med, når det gælder de generelle vilkår i form af skattesystemet, uddannelsessystemet, forskningsvilkårene.
Peter Gæmelke nævnte direkte, at de store enheder og tilhørende arealkrav er en meget stor finansieringsmæssig mundfuld for unge landmænd.
Dermed antydede Dansk Landbrugs præsident, at der er forhold i Landbrugsloven, som trænger til en tilpasning til de moderne brugsstørrelser.
Det kunne tolkes som en åbning af muligheden for nye ejerformer i landbruget, ikke mindst da fødevareminister Eva Kjer Hansen nævnte muligheden for nye ejerformer i sit efterfølgende indlæg på delegeretmødet.
Men Gæmelke lagde dog afstand til ministerens invitation til nye ejerformer.
Han henviste til den aktuelle finanskrise, som ifølge Peter Gæmelke dokumenterer, at kapitalfonde er usikre at have med som ejere af landbruget.
- Min holdning er klar. Finanskrisen har vist, hvor hurtigt kapitalfondene forsvinder ud af investeringer, sagde Peter Gæmelke.
Han tilføjede, at gode projekter ikke har været vanskelige at finansiere, og at det danske realkreditsystem netop har bevist sin styrke i den aktuelle situation.
- Vi skal holde fast i de værdier, sagde han.