Lyt til artiklen:

Sms-svar kunne være kommet inden valget

00:00
Hastighed: ???x
01:22

Det virkede meget belejligt for ikke mindst Socialdemokratiet, at det først var dagen efter kommunal- og regionsrådsvalget, at offentligheden fik besked om, at det ikke har været muligt for politiets teknikkere at genskabe de meget omtalte, slettede sms'er i minksagen.

Ekstra Bladet har nu fået svar fra Minkkommissionen om, at det var op til de fem pågældende selv, hvornår svaret fra politiet skulle læses, og derefter offentliggøres. De fem er statsminister Mette Frederiksen (S), hendes tre topembedsfolk Barbara Bertelsen, Pelle Pape og Martin Justesen samt departementschef i Justitsministeriet Johan Kristian Legarth.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Politiet afleverede kuverterne med svarene til kommissionen fredag 12. november, og mandag 15. november - dagen inden valget - var der møde mellem kommissionen, Justitsministeriet samt bisiddere for landets mest magtfulde person samt de fire tunge embedsmænd.

Til Ekstra Bladet skriver kommissionsformand Michael Kistrup, at man drøftede den videre proces, men at 'Minkkommissionen havde ingen indflydelse på, hvornår kuverterne åbnedes'. Dermed var det i sidste ende op til Mette Frederiksen og de øvrige at beslutte, hvornår de ville offentliggøre resultatet. Det blev som bekendt så først onsdag 17. november, da krydsene var sat.