Lyt til artiklen:

L&F og Seges bliver adskilt: Forskning og udvikling til landbruget placeres i nyt selskab

00:00
Hastighed: ???x
02:11

Opgaven med den grønne omstilling og bæredygtig udvikling af landbrugserhvervet er stor, og landbruget og landmanden skal også fremover have den stærkeste faglige viden og de mest bæredygtige løsninger at arbejde ud fra.

Fra 1. januar 2022 kommer innovationsarbejdet til at ske fra det nye selskab Seges Innovation P/S, som stiftes af Landbrug og Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Landbrug og Fødevarer i en pressemeddelelse.

Ændringerne sker for at understrege, at de offentligt støttede forsknings- og udviklingsprojekter gennemføres uafhængigt af erhvervspolitiske interesserer.

-Vi ønsker, at det også fremadrettet er hævet over enhver tvivl, at der arbejdes uafhængigt med forskning, innovation og udvikling til landbrugserhvervet, siger Flemming Nør-Pedersen, som er konstitueret adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.

Seges Innovation P/S's opgave vil være at levere viden og udvikling til primærproduktionen, det vil sige indenfor landbrugs- og fødevarefaglige emner som for eksempel planteproduktion, husdyrproduktion, miljø, klima og bioøkonomi/bioenergi, cirkularitet og biodiversitet.

-Her har vi i Danmark helt unikke kompetencer for praksisnær forskning og udvikling til primærproduktionen, som ikke kan undværes, hverken af landbruget eller af det samfund, som stiller krav til bæredygtig udvikling og udledning af færre klima-gasser fra det praktiske landbrug, siger Flemming Nør-Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Vi vurderer, at Seges Innovation P/S som en privat, uafhængig forsknings- og innovationsvirksomhed har optimale muligheder for at indgå i samarbejder og partnerskaber og opnå finansiering til at skabe den innovation og viden, der er brug for til den grønne omstilling i landbruget, siger Flemming Nør-Pedersen.

Samarbejde med nationale og internationale universiteter, forskere og virksomheder om faglige løsninger til landbruget vil fortsætte uændret i regi af SEGES Innovation P/S. Der er afdelinger, der bliver i Landbrug & Fødevarer - det er for eksempel Veterinær- og Kvalitetsforhold, Skat, Erhvervsjura og sekretariaterne for LandboUngdom og 4H.