Drikkevandsbekendtgørelsen er det regelsæt, som vandværker og kommuner styrer efter, når de fører kontrol med drikkevandet, skriver miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

De tre nye pesticidstoffer, som der skal testes for, er fundet i forbindelse med Miljøstyrelsens massescreening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det drejer sig om stoffet metaldehyd, som har indgået i sneglemidler. På nuværende tidspunkt er der ikke godkendte methaldehydmidler i Danmark. Stoffet er fundet i fem ud af 382 grundvandsboringer. Ét fund var over grænseværdien for drikkevand, som i fagsprog også kaldes kravværdien.

Det andet stof er imazalil, som er et bejdsemiddel til læggekartofler. Stoffet er fundet i syv ud af 383 grundvandsboringer. Ingen af fundene var over grænseværdien.

Det tredje stof er metamitron-desamino. Det er et nedbrydningsprodukt af metamitron, som anvendes i ukrudtsmidler til roer og beder. Stoffet er fundet i fire ud af 383 grundvandsboringer. Ingen fund var over grænseværdien.

Mindre PFAS

Drikkevand må fremover indeholde mindre PFAS. I udkastet til drikkevandsbekendtgørelsen er kravet, at drikkevand ikke må indeholde mere end maksimalt to nanogram per liter for summen af fire PFAS-stoffer. Kravet fastlægges i medfør af en sundhedsfaglig vurdering.

Samtidig fastholdes det tidligere krav om 100 nanogram per liter for summer af i alt 12 forskellige PFAS stoffer.