Lyt til artiklen:

Fjerkræformand åbner stalddøren for Anima

00:00
Hastighed: ???x
03:17

Danske landmænd er blevet tilbudt 500.000 kroner i dusør, hvis en af dem vil fremvise sine stalde med kyllinger. Formanden for de ca. 200 danske landmænd, der producerer slagtekyllinger, Martin Hjort Jensen, siger ja tak til dusøren, og lover at donere pengene til Julemærkefonden, skriver L&F i en pressemeddelelse.

I en kampagne har foreningen Anima udlovet en dusør på 500.000 kroner til en landmand, som vil fremvise sin produktion af danske kyllinger. Det er denne dusør, Martin Hjort Jensen nu lover at videredonere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er stolt over den danske produktion af kyllinger, og vi landmænd har intet at skjule. Så vi vil nu finde en måde, hvor vi kan opsætte live-kameraer i en almindelig stald og fremvise produktionen. Når Anima tilsyneladende har 500.000 kr. til formålet, så vil vi med største fornøjelse indkassere den dusør og donere den til de danske Julemærkehjem, som bl.a. har fokus på sund og ernæringsrigtig kost, siger Martin Hjort Jensen.

Ideologisk kamp mod produktion

Dusøren er blot seneste udspil fra Anima, som gennem lang tid har kørt kampagne imod dansk kyllingeproduktion. De angreb er både unuancerede og udtryk for en ideologisk kamp mod fjerkræproduktion, mener Martin Hjort Jensen.

- Vi har aldrig haft noget at skjule. Tværtimod. Vi har ofte inviteret journalister, skoleklasser og gymnasieklasser ind for at se vores stalde, og det gør vi gerne igen. Det er min klare opfattelse, at Animas fremfærd handler om mistænkeliggørelse, og det vil vi gerne forsøge at sætte en stopper for, siger Martin Hjort Jensen.

De mange angreb fra Anima på detailhandelskæderne, hvor de kritiseres for at sælge kyllinger af racen Ross 308 er udtryk for en helt fejlagtig analyse, mener formanden.

- I Danmark har vi høj dyrevelfærd inden for alle produktionsformer. Det kvitterer forbrugerne for, ved at efterspørge de danske kyllinger i mange forskellige produkter. Vi frygter, at udfasningen af gode danske kvalitetskyllinger kan føre til, at der i stedet sælges kyllinger, som er produceret i andre lande, der kan have andre syn på dyrevelfærd og godt landmandskab. Jeg er overbevist om, at det hverken er til gavn for kyllinger, klima eller forbrugere, siger Martin Hjort Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Live kamera fra stalden

Han håber, at mange vil følge den danske kyllingeproduktion, som er 'best in class' på verdensplan. Han ser frem til at kunne bidrage med en stor donation til Julemærkefonden.

Rent praktisk tilbyder formanden for Landbrug & Fødevarer Fjerkræ, Martin Hjort Jensen, at en dansk landmand opsætter to live-kameraer i en typisk kyllingestald med Ross 308 kyllinger, som dokumenterer kyllingernes samlede levetid til fulde.

På grund af risikoen for fugleinfluenza er der meget strenge hygiejnekrav og meget begrænset fysisk adgang til kyllingestalde. Derfor vil der blive inviteret udvalgte journalister til at komme på besøg undervejs i forløbet, og det vil ske med stærkt fokus på at sikre den høje fødevaresikkerhed i Danmark.

De kommende uger vil blive brugt på at finde det praktiske set up, som vil blive offentliggjort så snart, det ligger klart.