Lyt til artiklen:

EU-politikere besøger Danmark med dyretransport under lup

00:00
Hastighed: ???x
02:25

Fire medlemmer af Europa-Parlamentets udvalg for dyretransport (ANIT) besøger i dagene 3.-5. november Jylland og København. Konklusionerne fra besøget i Danmark kommer til at indgå i udvalgets arbejde med at foreslå, hvordan de nuværende EU-regler kan blive opdateret.

I Jylland går turen til Vejen, Jordrup og Sunds. I sidstnævnte vil H&S Westergaard og Danbred dele deres erfaringer og vise eksempler på praksis. I København skal politikerne mødes med Fødevarestyrelsen og Dyrenes Beskyttelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg ser frem til vores rejse til Danmark, som er ANIT-udvalgets sidste officielle besøg. Formålet med denne mission er at udveksle synspunkter med en bred vifte af embedsmænd og interessenter, samt at se nogle gode cases inden for dyretransport, forklarer Tilly Metz, formand for ANIT, der får følgeskab på turen af danske Niels Fuglsang (Socialdemokratiet/S&D) og Asger Christensen (Venstre/Renew) samt portugisiske Francisco Guerreiro (De Grønne).

Holdninger i gruppen spænder vidt og kan medføre radikale ændringer. Et loft på otte timers transporttid, bedre forhold via digitalisering og et decideret forbud mod transport til lande udenfor EU er således blandt de konkrete tiltag på bordet.

Tidligere på efteråret har udvalget foretaget studieture til den bulgarsk-tyrkiske grænse og Schiphol-lufthavnen i Amsterdam.

- Efter at have været vidne til mange negative eksempler på dyretransport ser jeg frem til at se og drøfte gode erfaringer med lokale interessenter. Samlet set håber jeg, at missionen vil være til nytte for medlemmerne af vores udvalg, navnlig i forbindelse med udarbejdelsen af anbefalinger om bedre beskyttelse af dyr under transport, siger Tilly Metz.

ANIT blev nedsat i juni 2020 for at undersøge påståede overtrædelser i forbindelse med anvendelsen af EU-lovgivningen om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter, i og uden for EU, herunder via luft-, vej-, jernbane- og søtransport.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udvalget fokuserer på medlemsstaternes gennemførelse af EU-reglerne og på, hvorvidt Kommissionen håndhæver lovgivningen korrekt. Udkastet til rapporten med anbefalinger og undersøgelse af påståede overtrædelser og fejl og forsømmelser forventes vedtaget i december 2021.