Lyt til artiklen:

Afgørelse i Beder-sagen står ved magt

00:00
Hastighed: ???x
03:04

Et halvt år efter kendelsen fra Overtaksationskommissionen ligger det nu fast, at sagen om erstatning til syv lodsejere omkring Beder endelig er forbi.

Det skriver Landbrug og Fødevarer i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lodsejerne er af Aarhus Kommune blevet påbudt ikke at bruge pesticider på deres jord, og det har ført til en langvarig tvist om erstatningens størrelse mellem kommunen og lodsejerne, som har fået hjælp af deres lokale landboforeninger og Landbrug & Fødevarer.

Kommunen har valgt ikke at gå videre til domstolene med sagen.

Dermed står Overtaksationskommissionens afgørelse om erstatningens størrelse ved magt. Den indebar, at de fem største af ejendommene skal have en væsentlig større erstatning for ikke at måtte dyrke jorden konventionelt, end kommunen havde tilbudt, og også højere end taksationskommissionens vurdering.

Erstatningen til de to resterende ejendomme blev dog mindre, og det ærgrer Landbrug & Fødevarer. Overtaksationskommissionen fulgte ikke Landbrug & Fødevarers opgørelse for de ejendomme.

Christian Jensen, formand for Landboforeningen Kronjylland, kalder det imidlertid samlet set en stor sejr for fagligheden og retfærdigheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har i fællesskab i landbruget løftet byrden at påvise, at Aarhus Kommunes oprindelige tilbud om erstatning pr hektar var helt urimelig lavt. Vi ender på en meget væsentlig forhøjelse til de større brug, og det er jeg glad for. Både på de konkrete landmænds vegne, men også for landmænd andre steder i landet, som er i samme situation, siger Christian Jensen.

Han er meget tilfreds med, at den del af sagen nu endelig er slut.

- Det har været en stor belastning for lodsejerne at skulle kæmpe så længe for at få en rimelig erstatning. Så også på det menneskelige plan er det godt, at erstatningssagen ender nu. Den kunne og skulle dog have været afsluttet langt tidligere, men jeg er glad for, at Aarhus Kommune nu accepterer kendelsen fra Overtaksationskommissionen, siger Christian Jensen.

Charlotte Bigum Lynæs, chefjurist i Landbrug & Fødevarer, er tilfreds med, at kommunen ikke tager sagen til domstolene:

- L&F er tilfredse med, at kommunen nu holder inde, og det gør vi også i forhold til erstatningsudmålingen. Som organisation skal vi nøje vurdere, om en retssag mod kommunen vil føre til mere og andet end endnu en lang proces i retssystemet. Og det mener vi ikke er tilfældet her. Til gengæld har vi fortsat behov for at afklare, om forbuddene er nødvendige og gyldige. Vores retssag i landsretten mod Miljø- og Fødevareklagenævnet om dette spørgsmål verserer fortsat med syn og skøn som næste skridt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Advokat Håkun Djurhuus har ført sagen for landbruget. Han forstår godt, at kommunen ikke indbringer kendelserne for domstolene.

- Resultatet taler for sig selv, og det er en markant ændring af kommunens erstatningstilbud. Det er lykkedes for os ved en fælles indsats at få erstatningerne fordoblet. Det er ikke hverdagskost. Jeg er ikke enig i alle juridiske vurderinger fra Overtaksationskommissionen, men der skal være respekt for kommissionens eksperter og grundige overvejelser alligevel, siger Håkun Djurhuus.