Lyt til artiklen:

Arla på vej med højere efterbetaling til andelshaverne

00:00
Hastighed: ???x
03:03

På et møde i går godkendte repræsentantskabet i Arla Foods en opdateret konsolideringspolitik efter forslag fra bestyrelsen. Den skal understøtte investeringer både i virksomheden og hos andelshaverne på gårdene, i forbindelse med Arlas nye strategi, skriver Arla i en pressemeddelelse.

Strategien vil blive præsenteret den 3. november 2021.
Den nye politik øger efterbetalingen fra 1,0 til 1,5 EUR-cent/kg mælk, der nu vil blive udbetalt i to rater hvert halve og hele år i stedet for kun en gang om året.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med Arlas Good Growth 2020-strategi har det europæiske andelsselskab indtaget en stærk økonomisk position og samtidig udbetale en konkurrencedygtig mælkepris. Med afsæt i denne position har Arlas bestyrelse fremsat forslag om en ny konsolideringspolitik, der tildeler en højere efterbetaling til andelshaverne på 1,5 EUR-cent pr. kg mælk i stedet for de nuværende 1,0 EUR-cent pr. kg mælk, hvis virksomheden opnår et årligt nettooverskud på minimum 2,8 procent af omsætningen, skriver Arla.

156 stemmer for og 15 imod

Forslaget blev godkendt af repræsentantskabet med en stemmefordeling på 156 stemmer for og 15 imod.

Bestyrelsesformand i Arla Foods, Jan Toft Nørgaard, siger:

- Jeg er meget tilfreds med, at repræsentantskabet har godkendt bestyrelsens forslag på baggrund af rådgivning og input fra konsolideringsarbejdsgruppen. Vi har nu en stærk politik på plads, der vil sikre virksomhedens økonomiske og investeringsmæssige fleksibilitet over de næste fem år. Det skaber forudsigelighed for vores andelshavere og støtter dem i de investeringsbeslutninger, de skal træffe for deres bedrift, siger Jan Toft.

Den nye konsolideringspolitik vil være på plads fra nu og frem til udgangen af 2026 og vil fungere som et pejlemærke for repræsentantskabet, hvad angår den årlige resultatdisponering, der bliver besluttet på re-præsentantskabsmødet efter årsresultatet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den foreslåede politik blev gennemgået af en konsolideringsarbejdsgruppe udpeget af repræsentantskabet i august 2021. 12 medlemmer fra repræsentantskabet og 2 medlemmer fra bestyrelsen var repræsenteret i konsolideringsarbejdsgruppen.

Den nye konsolideringspolitik

Konsolidering og efterbetaling:

- En garanteret efterbetaling på 1,5 EUR-cent/kg mælk ved et årligt nettooverskud på minimum 2,8 procent af omsætningen.

- En konsolidering reduceret fra 1,5 EUR-cent/kg mælk til et maksimum på 1,0 EUR-cent/kg mælk.

-Efterbetalingen udbetales to gange om året, i september og marts. Størrelsen på udbetalingen i september afgøres af bestyrelsen på grundlag af halvårsresultatet og forventningerne til årets samlede resultat.