Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Bekymrede landmænd inviterer til lavbundsdebat
Udtagning af 100.000 hektar lavbundsjorder er en del af den nye landbrugspakke, som blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i starten af oktober måned.
Det bekymrer de nordjyske landmænd, og derfor inviterer Agri Nord til debat med to politikere.
Det skriver Agri Nord i en pressemeddelelse.
- I landbruget vil vi gerne være med til løse klimaudfordringen, men vi skal også kunne opretholde vores produktion og levebrød, hvis vi går med i ordningerne, og det kan vi være bekymrede for at vi kan, hvis vi tager lavbundsjorder ud, siger formand for Agri Nord, Carl Christian Pedersen.
Folketingspolitikerne Marie Bjerre (V) og borgmesterkandidat i Aalborg Kommune Jan Nymark Thaysen (V) har et ønske om at stille skarpt på den problemstilling, og derfor kan foreningens landmænd nu møde dem og få svar på, hvordan de vil sikre erhvervets vilkår, hvis landmændene går med på aftalerne.
Carl Christian Pedersen og landmændene vil ligeledes give politikerne information med tilbage til arbejdet med at implementere den nye landbrugspakke.
- Vi skal have fuld erstatning, hvis vi tager noget af vores jord ud af drift, og det skal være frivilligt, om vi vil tage jord ud, siger formanden.
Han understreger, at den natur, der opstår, når arealerne er gjort våde og er ude af drift, ikke må få negativ indflydelse på landmandens produktionsrettigheder efterfølgende.
- Vi har set alt for mange eksempler på, at der er vokset natur frem ved siden af et landbrug, og så bliver den natur pludselig et problem for landmanden, fordi den indskrænker hans produktionsret, siger Carl Christian Pedersen.
Mælkeproducent Kjeld Villadsen, der er vært ved debatmødet, er en af de landmænd, der har nogle af de lavbundsjorder, som Folketinget gerne vil have taget ud af drift.
Men det er ikke så enkelt for landmanden bare lige at tage dem ud af bedriften. Blandt andet på grund af at han har køer, og det kræver et vist areal i forhold til udbringning af husdyrgødningen, det såkaldte harmoniareal.
- Jeg skal jo have et vist jordtilliggende for at kunne overholde kravene, og her omkring er der ikke meget jord, der kan bruges som erstatningsjord i en jordfordeling, siger han.
Desuden er gårdens jordtilliggende også en del af sikkerheden for bank og kreditforening.
- Jeg er ikke sikker på, at de bliver så tilfredse med, at jeg tager noget af min jord ud af ligningen, siger han.
Mødet bliver holdt mandag 1. november.