Lyt til artiklen:

Agri Nord og DN stiller op til stor klimadebat

00:00
Hastighed: ???x
03:27

Tirsdag den 26. oktober afholder Agri Nord i samarbejde med DN Rebild en større debat om fremtidens klima og arealanvendelse. Det skriver Agri Nord i en pressemeddelelse.

Debatmødet er arrangeret i forbindelse med Klima Rebild, der i to-tre uger kaster lys på klima- og miljøforhold med udgangspunkt i en masse aktiviteter og arrangementer i hele kommunen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De to foreninger, der tidligere har samarbejdet med stor succes, er i år gået sammen om at arrangere debatmødet for at sætte fokus på udtagning af lavbundsarealer og skabelse af store sammenhængende naturområder i Rebild Kommune.

- Vi skal skabe mere plads til naturen. Det kan vi blandt andet gøre ved at inddrage landbrugsjorden og udtage det til lavbundsjord og til skov samt omlægge nogle arealer til træproduktion, siger Sussi Handberg, der er bestyrelsesmedlem i DN Rebild og fortsætter:

- Vi har en dialogorienteret tilgang til samarbejdet og en gensidig respekt parterne imellem. Det er lærerigt at være en del af, siger Sussi Handberg.

Henrik Dalgaard, der er næstformand i Agri Nord, mener også, at samarbejde er vejen frem, og at det er en fællesopgave at finde fælles løsninger på klimaudfordringerne.

- Hvis vi gerne vil have mere natur, så skal vi vide, hvad planen er, og hvorfor vi tager jorden ud. Vi skal ikke bare tage jord ud for at tage jord ud. Det skal være en målrettet regulering. Det skal vi løse i fællesskab. Det er ofte, når man sidder i hus sammen, at man kommer frem til de bedste fælles løsninger, siger Henrik Dalgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge ham skal landbruget være med i forreste række.

- Landbruget er en vigtig spiller, for det er lodsejerne, der ejer langt de største arealer. Det er vigtigt for Rebild Kommune, at vi i landbruget ikke forskanser os i skyttegravene. Der er forskellige politiske tilgange til emnet, og dem skal vi turde tage hul på, siger han.

Debatten gør os klogere

Mødet er også arrangeret for at skabe rum til, at folk fra nærområdet kan diskutere indholdet af den sidste landbrugsaftale og drøfte, hvordan det kan omsættes i lokalområdet.

- Det er for mig en væsentlig del af demokratiet, at vi kan skabe mødepladser, som samtidig er funderet i det lokale område, siger Sussi Handberg.

Udover repræsentanter fra de tre igangværende projekter i Østjylland, som arbejder med jordfordeling, har Sussi Handberg og Henrik Dalgaard inviteret borgmester i Rebild Kommune, Leon Sebbelin, formand for Agri Nord, Carl Christian Pedersen og Thyge Nygaard, der er landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mødet er åbent for alle, og borgere fra hele kommunen inviteres til at stille spørgsmål og debattere med panelet. Den brede debat styres af freelancejournalist og rådgiver, Reimer Bo Christensen.

- Der plejer at være en meget livlig debat til vores møder mellem panelet og de mennesker, der kommer, hvor vi drøfter de forskellige synspunkter, siger Sussi Handberg.

Hun hilser debatten velkommen.

- Det er gennem debatten, vi bliver klogere. Vi skal debattere, hvordan vi kan overkomme barriererne, for at tingene ikke sker hurtigere. Vi skal have omsat løsningerne nu og gjort noget effektivt. Det beder klimaet os om, siger Sussi Handberg.

Debatmødet starter med oplæg fra de tre igangværende projekter i Østjylland, hvorefter der er fællesspisning. Der er plads til 90 deltagerne. Pladserne fordeles efter først til mølle-princippet