- Jeg har i et par år søgt aktindsigt og har prøvet at finde ud af, hvad der sker med spildevand fra kommunerne, forklarer Knud Jeppesen til Maskinbladet få timer efter ,han har sendt de første to politianmeldelser afsted mod danske kommuner for brud på Miljøbeskyttelsesloven.
Knud Jeppesen har ud over direkte kontakt til kommunerne også været i kontakt med Folketinget og miljøminister Lea Wermelin (S) for at gøre opmærksom på, at der siden 1987 ikke er ændret krav til kvaliteten af det spildevand, der løber ud fra de danske rensningsanlæg, overløbsbygværker og separat-kloakeringer.
Maskinbladet har forsøgt at få en kommentar fra Miljøministeriet, men har hverken modtaget svar fra ministeren eller ministeriet inden deadline.
Og kigger man på Miljøstyrelsens egne redegørelser, så er der ikke sket nogen udvikling i forhold til spildevandsproblemerne i landets 98 kommuner siden 2004. Af rapporten Punktkilder 2018 fremgår det, at siden 2004 har "den samlede udledning af kvælstof, fosfor og organisk stof fra punktkilder været på stort set samme niveau."
Det, mener Knud Jeppesen, er noget gedigent svineri, når eksempelvis landbruget næsten årligt for strammet tommelskruerne for at nedbringe belastningen af miljø og natur.
- De kommuner, det er også dem, der farer ud med bål og brand. Vi så på Bornholm, at mejeriet fik en bøde, og landbruget generelt får tit udstukket bøder. Når vi får kontrolbesøg, hvis der findes en fejl, så får vi bøder. Men vi kan se, at når Miljøstyrelsen har været på kontrolbesøg hos spildevandsselskaberne i kommunerne, så får de en henstilling - og hvis det er rigtig slemt, et påbud, konstaterer Knud Jeppesn.
Med politianmeldelserne af en række kommuner for manglende overholdelse af Miljøbeskyttelsesloven vil Knud Jeppesen gøre det synligt for resten af Danmark, at der er noget råddent i vores omgang med spildevandet.

- Der foregår altså nogle ting her, hvor kommunerne ikke har styr på det. Grunden til, at det er gået galt, er, at kommunerne skal give tilladelserne til sig selv, og kommunerne skal kontrollere sig selv - og Miljøstyrelsen har ikke sanktionsmuligheder, lyder den hårde kritik af det nuværende system.
Det er ifølge Knud Jeppesen på høje tid, at politikerne på Borgen, og ikke mindst miljøminister Lea Wermelin, vågner op og gør noget ved problemet, for med dagens anmeldelse af ministerens hjemkommune, Bornholms Regionskommune, mener landmanden ikke længere, at ministeren kan lade problemet være uløst.
- Vi har en offentlig kontrolmyndighed, der ikke kan gå ud og kontrollere sine egne virksomheder, og som ikke kan give sanktioner. Det er jo plat, at man ikke kan få det lavet om.
Flere anmeldelser følger
Knud Jeppesen har en række politianmeldelser på vej til kommuner spredt over hele landet, og tidspunktet er ikke tilfældig valgt, for med Kommunalvalget mindre end en måned ude i fremtiden, så håber han, at borgere og lokalpolitikere vil kræve af deres kommunalpolitikere, at der tages handling, så forureningen af miljø og natur med spildevand kan blive standset.
- Jeg har søgt i 25 kommuner, og jeg tror ikke én eneste kommune kan sige, at de har alle tilladelser i orden, lyder det fra Knud Jeppesen.
Ud fra de mange aktindsigter kan Knud Jeppesen også se, at der findes et stort misforhold imellem kontrollen af de mere end 740 renseanlæg i Danmark og hvor mange rapporter, der laves på de enkelte besøg, så der er nok at gribe fat i for landmanden fra Jelling.
- Hvis der er noget, der er ulovligt, så skal det meldes - og der skal fremstilles bødekrav, siger Knud Jeppesen, som mener, at der i høj grad mangler lighed for loven hvad angår spildevandshåndteringen.
Imens regnen siler ned over det ganske land den 20. oktober venter Knud Jeppesen i sit hus ved Jelling nu på de første reaktioner på politianmeldelserne af Ringsted Kommune og Bornholms Regionskommune, og vejret er ifølge landmanden helt perfekt, hvis medier eller andre interessenter har lyst til at kaste sig over problematikken. For når regnen regner på vores tage, kan spildevandsanlæg og overløbsbassiner ikke holde den tilbage.
- Der er næsten garanti for, at der er overløb på alle overløbssteder i dag, konstaterer Knud Jeppesen tørt.





