Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Nyt hold skal omsætte data til vækst
Data, data, data. Det er alle vegne, men det kan være svært for den enkelte virksomhed at se deres egen plads på datavognen.
Det kan en række virksomheder nu få hjælp til gennem anden omgang af udviklingsforløbet "Vækst i Agroindustrien - powered by data". Bag står de markante spillere Seges, Teknologisk Institut, Dansk Agroindustri, Aarhus Universitet og Industriens Fond.
Første forløb foregik i foråret i år, og i denne uge er rekrutteringen til næste omgang begyndt.
- Udbyttet for virksomhederne er et digitalt løft, kendskab til konkrete muligheder og tiltag, der kan udvikle og forbedre deres produkter og forretningsmodeller, så de står stærkere. Derudover hjælper vi dem med at finde nye konkrete projektmuligheder at gå videre med. Det kan være Innobooster-ansøgninger til udvikling og afprøvning af ny teknologi, og vi har allerede nu godt gang i at skrive ansøgninger sammen med virksomhederne fra det første forløb, så de kan komme videre med deres ideer. Så der er både et løft ind i virksomheden og konkrete tiltag og udviklingsprojekter, siger Stine Thit Jensen, der er konsulent i markteknologi hos Teknologisk Institut.
Vaskerobotterne skal snakke
Otte virksomheder deltog i første omgang af Vækst i Agroindustrien, som vi fulgte tæt her på Maskinbladet. Blandt virksomhederne var Washpower.
- Det har givet os mulighed for at spare med nogle kompetencer inden for digitalisering, som både sidder Teknologisk Institut, Seges og lignende. Den sparring har været god, for den har både be- og afkræftet nogle forestillinger, vi havde, om hvad sådan et projekt indebar, fortæller udviklingschef Michael Malmgaard fra Washpower.
Virksomheden producerer vaskerobotter, der kan nedvaske svinestalde mellem hvert hold af dyr, som skal optimere sundheden i stalden. Sidste år lancerede Washpower også en robot til kyllingestalde.
Washpower har robotter i 28 lande.
- I dag får vi ikke noget data ud fra vores robotter. De fortæller os ingenting. Så vi startede fra nul, og derfor var det meget interessant at finde ud af, hvor man skulle starte. For en ting er at samle data op, det er ikke det svære. Dataet skal flyttes til et sted, hvor vi kan tilgå det, men også bruge det, fortæller Michael Malmgaard.
Start i det små
En vigtig pointe, Washpower har taget med, er at begynde i det små. Man kan hente enorme mængder data ud, men det bliver hurtigt uoverskueligt, så udviklingschefen har fået sat en retning på, hvor Washpower kan tage fat i begyndelsen.
- Kan vi starte stille ud og få start- og stoptider og alarmmeldinger, når der er det, så kan vi allerede ud fra de data sige rigtig meget, både om hvordan robotten bliver brugt, hvornår og hvor meget. Så begynder vi at kunne sige noget om forebyggende vedligehold. Vi kan også se, om en kunde ikke udnytter robotten i det omfang, som man i første omgang havde tænkt. Så kan man tage fat i kunden og høre, om der er problemer med robotten, om den er svær at få taget i brug eller der måske er stisystemer, kunden har brug for hjælp til at få programmeret ind. Man bliver proaktiv og får en god dialog til kunden på baggrund af data, siger Michael Malmgaard.
Konkrete tiltag til virksomheden
Projektet retter sig mod virksomheder i agroindustrien, og tilbyder et virksomhedsforløb, der strækker sig over cirka seks måneder. I løbet af den periode vil virksomhederne blive præsenteret for forskellige temaer indenfor digitalisering, digitale forretningsmodeller og dataanvendelse, ligesom de vil modtage individuel rådgivning af projektets eksperter.
Forløbene afsluttes med en individuel handlingsplan, der skitserer konkrete tiltag og projektmuligheder, virksomhederne kan gå hjem og implementere i virksomheden. Derudover skal forløbet også bruges til at udvide netværk inden for den relevante branche og forskningsverden.
Projektets anden omgang starter op i januar 2022, og rekrutteringen er gået i gang i denne uge og strækker sig over de kommende fire ugers tid. Her vil virksomhederne komme i afklaringsforløb, hvor de sammen med projektets eksperter afklarer, om de er modne til at være med.
2. november er der virtuelt informationsmøde om Vækst i agroindustrien, hvor alle interesserede kan deltage.