Lyt til artiklen:

Svinenoteringen tager endnu et dyk

00:00
Hastighed: ???x
01:30

Svinenoteringen falder endnu engang- denne gang med 30 øre.

Derfor er svinenoteringen til uge 41 på 8,40 kroner per kg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det oplyser Danish Crown i sin ugentlige beretning.

- Antallet af slagtninger stiger altid i Spanien hen over efteråret, når temperaturerne falder. I år kommer det på ryggen af den bratte opbremsning i eksporten til Kina, så vores spanske kollegaer er i markedet for at kapre kunder lige nu, fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown.

De seneste statistikker viser, at eksporten af grisekød ud af Europa hen over sommeren lå over 100.000 tons lavere hver måned, end den gjorde til og med april i år. Det er på månedsbasis mere end den samlede eksport fra Danmark til ikke EU-lande. Derfor er udbuddet af grisekød i Europa steget med over fem procent, og en så markant ændring tager noget tid for markedet at absorbere.

- Det er meget tydeligt, at der nu kommer flere kampagner for både fersk og forarbejdet grisekød over hele Europa. Der er dog fortsat mangel på arbejdskraft mange steder, og det betyder, at mange kæmper for at finde hænder nok til at udbene og forarbejde de varer, som detailhandlen og foodservice-kunderne efterspørger, men grundlæggende er det positivt, at vi ser en øget aktivitet, siger Lars Albertsen.

Mens Europa er præget af et stort udbud, så er der fortsat en jævn efterspørgsel fra Japan og det meste af Asien - dog med undtagelse af Kina, hvor indkøberne fortsat forholder sig afventende.