Lyt til artiklen:

Vilofoss udvider med 900 kvadratmeter produktionslinje i Brædstrup

00:00
Hastighed: ???x
01:54

I morgen tirsdag tager Vilofoss i Brædstrup første spadestik til virksomhedens store udvidelse.

En vejflytning og arkæologiske undersøgelser har forsinket byggeriet af Vilofoss udvidelsesplaner af foderfabrikken i Brædstrup med cirka et år, men nu er virksomheden klar, oplyser direktøren i det DLG-ejede landbrugsselskab Vilofoss, Bøje Kjær til Horsens Folkeblad.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Investeringen i fabrikken, der blev godkendt af DLG's bestyrelse tilbage i 2019, er blot det seneste af en række større projekter, der bl.a. tæller et nyt hovedsæde i Fredericia, Danmarks største kornterminal på Masnedø og et nyt logistikcenter på 28.000 kvadratmeter i Taulov. Alt sammen vigtige brikker i koncernens strategi, Leading the Way 2021, hvor fokus er på at skabe vækst og udbygge DLG's position som et af Europas førende landbrugsselskaber.

DLG er med en omsætning tæt på 49 milliarder kroner og godt 6.000 medarbejdere en af Danmarks største virksomheder. Vitaminer og mineraler er et af koncernens mest lønsomme forretningsområder. Derfor er investeringen i den nye fabrik helt i tråd med koncernens mission om at skabe værdi for de danske landmænd, der ejer DLG, skriver Vilofoss på sin hjemmeside.

Når byggeriet står færdigt, er det en af Europas mest moderne og avancerede specialfabrikker inden for husdyrernæring.

- Ved at gøre brug af den nyeste teknologi sænkes energiforbruget fra produktionen markant, og anlægget vil dermed producere vitamin- og mineralprodukter til det danske marked med et mere bæredygtigt aftryk, skriver Vilofoss i en pressemeddelelse.

Vilofoss blev grundlagt i 2012 som varemærke for DLG's premix- og ernæringsaktiviteter.