Lyt til artiklen:

Danbred klar med ny bestyrelse

00:00
Hastighed: ???x
01:57

Efter sidste uges historier om krænkelsessager i DanBred, der fik den administrerende direktør, Thomas Muurmann Henriksen, til at fratræde sin stilling og bestyrelsen til at trække sig, er der nu præsenteret ny bestyrelse og formand for selskabet. Det skriver Danbred i en pressemeddelelse.

Hermed er der taget et vigtigt første skridt for at få genoprettet tilliden til virksomheden, lyder det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbrug & Fødevarer, DBI Holding og Danish Agro, der udgør ejerkredsen bag selskabet DanBred, meddelte lørdag, at alle nuværende medlemmer, herunder formandskabet træder tilbage.

Som opfølgning på dette er der nu udpeget en ny bestyrelse. På et efterfølgende møde har bestyrelsen konstitueret sig og vil fremover være sammensat som følger:

• Andreas Lundby (Formand)
• Søren Foged Overgaard (Næstformand)
• Peter Iversen (Næstformand)
• Lotte Broholm Andersen
• Jørgen Holm Westergaard
• Allan V. Pedersen

Udover medlemmerne udpeget af ejerkredsen vil medarbejdervalgte repræsentanter få plads i bestyrelsen. DanBreds nye bestyrelse vil arbejde fokuseret på at genoprette tilliden over for virksomhedens medarbejdere, leverandører, samarbejdspartnere og omverden.

- Jeg har, som alle andre, der har fulgt denne sag i medierne, den allerstørste sympati over for de krænkede kvinder og tager skarpt afstand fra det, der er sket. Derfor kommer det til at være en hovedprioritet for bestyrelsen, at vi får skabt en ny begyndelse for DanBred. Der har været stor medieinteresse for sagen, og det forstår jeg godt. I den kommende tid vil vi fokusere skarpt på det interne: Medarbejdere skal kunne være trygge på arbejde, og vores leverandører og samarbejdspartnere skal vide, at vi er en organisation, man kan regne med. Tillid tager lang tid at opbygge, men vi starter i dag og vil arbejde hårdt for, at få det til at ske, siger Andreas Lundby, der er ny formand for DanBred.