Dele af den danske import af soja til dyrefoder og palmeolie til kosmetik og fødevarer er skadelig for verdens skove. Det vil regeringen sætte en stopper for, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

"Med denne handlingsplan, og en række udviklingsinitiativer, er regeringen med til at fremme kampen mod afskovning og den grønne dagsorden globalt. Ligesom handlingsplanen skal bidrage til, at Danmarks import af soja og palmeolie bliver afskovningsfri i 2025", lyder det i meddelelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Konkret vil regeringen kæmpe for, at den soja og palmeolie, der importeres til Danmark i 2025, er verificeret og dokumenteret afskovningsfri, presse på i EU for tiltag mod afskovning og deltage aktivt i internationale initiativer.

Danmark kan ikke redde verdens skove alene. Derfor indeholder handlingsplanen også et internationalt spor, hvor regeringen med udviklingsmidler arbejder for at reducere den globale afskovning og fremme drivhusgasreduktioner, biodiversitet og fattigdomsbekæmpelse. Derudover fastholder Danmark et intensivt pres på EU for mere ambitiøse tiltag på området.

Globalt går Danmark med handlingsplanen foran i arbejdet med at fremme den grønne dagsorden. I forhold til klima, natur og biodiversitet, respekt for menneskerettigheder og oprindelige folks rettigheder.

- Det er hamrende nødvendigt, at vi griber ind over for skovrydning, der skader klimaet og ødelægger naturområder. Vores vision er, at Danmark om få år udelukkende importerer afskovningsfrit soja og palmeolie. Det er et rigtig stærkt første skridt i regeringens ambition om at gøre landbrugs- og fødevaresektoren mere grøn. Og heldigvis har mange virksomheder store ambitioner og planer for at blive afskovningsfri. I fremtiden vil regeringen præsentere en ambitiøs proteinplan, der sætter turbo på at gøre landbruget endnu mere grønt. Det vil gøre os langt mere selvforsynende og reducere importen af soja betragteligt. Det er ikke alene ambitiøst, men viser også den mest bæredygtige løsning på den lange bane, siger fødevareminister Rasmus Prehn.